Nyhed

Metal-bar åbner: Mere død i København

GAFFA.dk – alt om musik

Dødsmetal og livsvalg lægger grunden for nyt sted på Vesterbro

Ingen tvivl om, at metalmusikken har det godt i Danmark. Bands, festivaler, klubber, barer og koncerter er der masser af til det tungt rockende publikum. Men her i weekenden åbner der alligevel noget nyt, nemlig en bar udelukkende for ekstrem-metal. Vi tog en snak med folkene bag om, hvad det er for et sted.

Baren hedder Left Hand Path, opkaldt efter det klassiske Entombed-album. Her bliver der ikke spillet NWOBHM eller hard rock, men død, speed, thrash, black, doom og alskens andet af det ekstra-tunge, hårde og hurtige.


Det er den første af sin slags i Danmark nogensinde, men ejer Michael Hvolgaard Andersen (på billedet til højre, ved siden af bestyrer Eske Jeppesen) er sikker på, at der nok skal være publikum til det. Han ser også, at metal er vokset de sidste ti år og giver noget af æren til blandt andet Copenhell, der har været med til at samle helt store mængder af metal-fans. På baren hænger der en plakat fra engang, hvor Immortal og Marduk spillede for 30 mennesker på Barbue, et tal der ville være helt anderledes i dag for de bands, forudsat altså at de eksisterede.

Michael Hvolgaard Andersen ejer også rockbaren Zeppelin, der ligger i samme bygning, men selvom det er et erfarent hold, er der alligevel spænding op til åbningen her om få dage. Ikke alting er helt på plads, og forhåndsinteressen har været stor. Både gamle og nye lyttere er spændte på et sted, der udelukkende spiller det helt hårde.

Michael ser frem til, når der findes en hverdag i verdenen igen, og forventer, at folk efter pandemi og krig igen vil gå ud og drikke nogle øl på et tjekket sted. Og Left Hand Path er tjekket, med skarpt øje på genren er den indrettet af Morten Varano, der også står bag indretningen af Rust, Bremen og Hotel Cecil.


Michael Hvolgaard Andersen mener bestemt, at der er plads til en bar, der holder sig til ekstrem-metal, der placerer sig et andet sted end øvrige barer med hård musik i København. Musikprofilen bliver styret med hård hånd, med fokus primært på dødsmetal, men også afstikkere til andre ekstrem-genrer. Publikum vil nok primært være fans af de genrer, men andre, der godt kan lide en gennemført bar eller et sted med en særlig stemning vil også kunne få meget ud af et besøg.

Der bliver ikke live-musik, netop for at kunne fokusere på bar-oplevelsen. Efterhånden som Zeppelins profil blev tydelig, gik det op for Michael Hvolgaard Andersen, at folk gerne ville adskille koncerterne fra baren. Så på Left Hand Path bliver det også barudvalget og playlisterne, der skal trække, men også events, som releaseparties, ferniseringer eller andet med tilknytning til scenen vil der kunne være.

Der har – så vidt jeg ved – ikke før været et sted i Danmark med den musikprofil. Der har været tiltag, som er gået i vasken kort efter, oftest fordi stilen ikke blev holdt helt ren. Michael Hvolgaard Andersen tilføjer: ”Jeg tror, det er et spørgsmål om at lave noget, hvor det er rendyrket hjerteblod, man går ind i det med. Jeg har ikke skabt Left Hand Path ud fra et økonomisk synspunkt, men fordi det er en nødvendighed for mig at skabe det, og det er en nødvendighed for København at have sådan et sted”.


Michael håber at se mange andre vælge The Left Hand Path, både som drikkehul og som livsstil. Vælge den vej, der ikke er mest oplagt, men som til gengæld er din egen. Baren er tænkt både som et dokument over Michaels eget valg og egne 30 år i branchen, men også som et mødested for alle andre, der vælger den vej ind imellem.

Left Hand Path ligger I kælderen på Vesterbrogade 45, og har åbningsweekend her fredag 11. marts og lørdag 12. marts

https://www.facebook.com/lefthandpathcph


ANNONCE