Nyhed

Nu bliver headsettet til en personlig luftrenser

Dyson er ikke kendt for headsets, men deres nyeste produkt er en blanding af et hifi-headset og et luftfilter

Et helt nyt produkt er på vej på gaden – nemlig den såkaldte Dyson Zone, der er en kombination af et hifi-headset og en personlig luftrenser.

Hele enheden minder mest af alt om en hitech-ninjamaske, men dækker over et headset, der lover lyd i hifi-kvalitet og en luftrenser, der sikrer, at du får frisk luft, fri for skadelige partikler, til næse og mund.

For at sikre det har Dyson indbygget små kompressorer i hver høretelefon. Her bliver luften suget ind gennem et tolags filter, og den rensede luft sendes så ud til mund og næse via et visir, der aldrig rører huden.

Samtidig skulle luftstrømmen ikke påvirkes af udefrakommende vind, og det samme gælder lyden, for headsetdelen af Dyson Zone er udstyret med en egenudviklet aktiv støjdæmpning, der skulle sikre, at alle lyde, der kan genere musikken i headsettet, er fjernet.


Det er dog ikke kun støjdæmpningen, der er Dysons egen, også hele lyddelen i headsettet er udviklet fra bunden af, blandt andet har de forsynet Dyson Zone med et højtydende neodynium-baseret elektroakustisk system i hver høretelefon.


Dyson lover, at 99 procent af alt partikelforurening ned til 0,1 mikron er fjernet, og at bygasser som NO2, SO2 og O3 er fjernet.

De fortæller, at headsettet har tre indstillinger på støjdæmpningen, nemlig isolation, konversation og transparens, hvor du kan indstille, hvor meget af omgivelsernes støj du vil have ind gennem headsettet.

Det er ikke oplyst, hvornår headsettet rammer Danmark, eller hvad prisen bliver.


LÆS OGSÅ: Spotify gør status over udbetalinger

ANNONCE