GAFFA.dk – alt om musik
Peter Sommer er aktuel med sit syvende soloalbum med nye sange, De uforelskede i København. I den anledning fortæller han om otte sange, der har betydet noget særligt for ham.
Den her husker jeg tydeligt fra min barndom:
Louis Armstrong med ”What a Wonderful World”
Som jeg husker det, kom den lige inden Rådhusklokkerne klokken 12 på P4. I mit barndomshjem blev radioen tændt om morgenen og slukket, når vi skulle spise. Altid på P4, der jo dengang var noget helt andet. Taleradio, trafikmeldinger, dansktop og så Louis A, som slutter sangen med et ”Oh yeahhhh”. Og så var klokken 12 i Danmark.
Den her forbinder jeg med min første forelskelse:
John Farnham med “You’re the Voice”
Vi er i slutfirserne, der er “gymfest” – Højvangens Idrætsforening i Skanderborg, der holder sodavandsdiskotek. Man har drukket i skoven inden, man har sin butterflykniv udiskret i baglommen, hun lægger heldigvis mærke til den, da hun tager én lidt på røven under bemeldte sang. Mere skete der ikke den aften.
Den her gør mig virkelig sentimental:
The Korgis med “Everybody’s Gotta Learn Sometime”
Det er min kones og min “vores sang”. Der har været så meget. Som der nu engang er i sande kærlighedshistorier. Det siger den sang helt enkelt, helt dybt. Man bliver vel klogere. Om ikke andet på hinanden. Måske bedre i Becks udgave? Måske i C.V. Jørgensens?!
Den her er min ultimative partystarter:
Gorillaz med ”Stylo”
Den basgang dér har jeg bare lyst til at løbe ned ad. Overtænderne på underlæben, armene gør et eller andet – pludselig kan jeg danse. Jeg forstår det ikke.
Den her ville jeg ønske, at jeg selv havde skrevet:
The Beatles med “A Day in the Life”
Den rummer så mange ting på én gang. Indsigt, samfund, tristesse, grandiositet. Hvilket vel generelt var den gruppes kunststykke. At man får næsten det hele. At de kunne holde kombinationen af de fire individer og deres evner sammen over så lang tid, så mange sange. Et heldigt sammentræf i musikhistorien. Som man skal passe på med at tro, man kan eftergøre. Frasen “ ligesom the Beatles” har sikkert lydt i mangt et øvelokale eller musikstudie verden rundt. Ofte en fatal beslutning. Beatles er the Beatles. Alle vi andre er bare heldige en gang imellem.
Den her roterer nonstop lige nu:
Klaus Handsome med ”Krølle-Charles”
Klaus er en af de venner, der går længst tilbage. Jeg har skrevet sangen ”Tigger” om ham. Om ham, som har givet mig så meget inspiration til at lede efter mig selv og mit. Og så har han givet mig akkorderne til denne fantastiske sang, som jeg spiller for min nyfødte søn. Som Klaus er gudfar til.
Den her vender jeg altid tilbage til:
C.V. Jørgensen med ”Det regner i mit hjerte”
Hvem andre end ham, som for mig er mesteren, kan rime hjerte og smerte, så det reelt gør nas?
Den her skal spilles til min begravelse:
Håkan Hellström ”Du är snart där”
Alene titlen. Man når aldrig, som i aldrig (!) helt frem og hjem. Og det synes jeg er fint. Vi stopper her. Vi ses igen. Okay?
LÆS OGSÅ: PETER SOMMER-ANMELDELSE: Melankoliens hotelbar og casino
