Nyhed

Rex Orange County giver sin hidtil største danske indendørs koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Den engelske singer-songwriter kan opleves i KB Hallen 16. november

Den engelske indiepop-sanger og -sangskriver Alexander O’Connor, bedre kendt som Rex Orange County, giver sin hidtil største danske indendørs koncert, når han spiller i KB Hallen 16. november.

Rex Orange County har netop udgivet sit fjerde album, Who Cares? Han debuterede i 2016 med det selvudgivne bcos u will never be free, der siden er blevet fulgt op af det ligeledes selvudsendte Apricot Princess fra 2017 og Pony fra 2019, hvor han nu havde fået kontrakt med RCA, en del af det multinationale Sony Music. RCA har også udsendt Who Cares?


Singer-songwriteren nåede lige at give koncert i et udsolgt Store Vega, corona-opdelt til to koncerter, den 9. marts 2020, inden han måtte aflyse resten af sin turné grundet pandemien, og han har brugt tiden til at indspille sit nye album Who Cares?, der blandt andet byder på en gæsteoptræden fra rap-superstjernen Tyler, the Creator, hvis 2017-album Flower Boy Rex Orange County omvendt medvirkede på.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Indie-flødedreng har fået slips på

Rex Orange County er inspireret af både jazz, hiphop og soul. Hans største hits tæller numre som "Best Friend" og "Sunflower", der tilsammen er blevet streamet næsten 850 millioner gange på Spotify alene. 


Billetsalget til koncerten begynder 18. marts klokken 10 på Billetlugen.

Varm op med "Making Time" fra det nye album Who Cares?:


ANNONCE