Nyhed

Rust får luftforandring: Spillested åbner med fornyet facade, interiør og indeklima

GAFFA.dk – alt om musik

Det første spillested i Danmark, som har installeret et luftrensningssystem, der aktivt fjerner bakterier og vira

Nu kan man som gæst på Nørrebro-spillestedet opleve det første spillested i Danmark, som har installeret et luftrensningssystem, der aktivt fjerner bakterier og vira. Formålet er ikke blot at skabe bedre velvære for publikum, men også at sikre et friskt indeklima, så man kan fokusere på musikken. Sideløbende har man på spillestedet ombygget og optimeret facaden og interiøret samt lokalernes design, siddepladser, ventilation og køling. Forandringen er muliggjort gennem støtte fra Omstillingspuljen og crowdlending gennem virksomheden Flex Funding.

Morten Varano, administrerende direktør og ejer af Rust ApS, siger i en pressemeddelelse, at stedet går efter at skabe de bedste rammer for gæsterne samt at lave en barstemning for natklub- og koncertpublikum. Tiltagene indgår endvidere som et led i en større indsats for et tryggere natteliv, fortæller Varano.


“Sammen med bedre rammer arbejder vi med at inkorporere en Safer Space-politik, for det er meget vigtigt for os at arbejde for et tryggere natteliv. Vi er sikre på, at med alle disse tiltag, sammen med vores nuværende projekt med installation af luftrensning, så er vi med til at gå forrest for en positiv udvikling og indskrive Rust i en ny epoke i sin over 30-årige historie”, fortæller Varano.

Forandring finansieret af publikum

Publikummet på Rust har bidraget med mere end blot at tage til koncerter på spillestedet. Varano har nemlig fået støtte af fællesskabet på Rust til at udleve sine visioner for spillestedet. Finansieringen kaldes crowdlending, som drejer sig om, at fællesskabet investerer i et lån, og derefter modtager renter og afdrag for deres investering. Varano mener, at forståelsen for de nedlukninger, corona-nedlukningen medførte, vakte incitament for at finansiere erhvervslånet af mange mindre investorer frem for at ty til banken.


Mere specifikt har Varano anvendt crowdlending-virksomheden Flex Fundings markedsplads.

Varano fastslår, at “Rust er et samlingspunkt for musikere, dj’s og publikum, så derfor mener vi, at crowdlending rammer lige ned i vores tilgang. Som med musik er det vigtigt at opfange nye strømninger. Netop derfor mener vi, at denne nye finanseringsform er vejen frem og tegner fremtiden og udfordrer gængse måder at gøre tingene på.”

Rust er vært for 10 koncerter i marts. Find dem på Rusts hjemmeside.


 

ANNONCE