GAFFA.dk - alt om musik
Der er i skrivende stund indberettet 29.000 underskrifter til forslaget om at fjerne Kanye West som et af festivalens hovednavne.
Forslaget kommer i kølvandet på Kanye Wests udelukkelse fra Instagram. West blev suspenderet fra det sociale medie, efter han brugte racistisk retorik i et opslag om The Daily Show-værten Trevor Noah. Noah kommenterede i et nyligt afsnit af The Daily Show Wests behandling af ekskonen Kim Kardashian, hvor han kaldte behandlingen “forfærdelig at se på”. Det skriver NME.
Underskriftsindsamlingen for at fjerne West fra den store californiske festival Coachellas 2022-program har i den forbindelse fået medvind. I beskrivelsen af forslaget lyder det, at “vi har set Kanye chikanere, manipulere og såre Kim, Pete (Kim Kardashians nye kæreste, komikeren Pete Davidson, red.) og andre i over et år nu. Ingen vil tilsyneladende standse ham, og de, der prøver, ryger også igennem møllen.”
LÆS OGSÅ: LEDER: Kanye Wests deroute er ikke en sjov historie fra kendisland – det er gravalvorligt
Forslagets initiativtagere beskriver endvidere, at “ganske nyligt har han (West, red.) truet med reel fysisk harme på andre. Det er utroligt, at han uden konsekvens kan fortsætte. Coachella (og andre brands, der stadig arbejder med ham) burde skamme sig samt fratage ham den platform”.
Har før truet med at aflyse Coachella-koncert
West truede desuden med at trække sig som headliner på festivalen, efter han fortolkede en kommentar fra Billie Eilish som værende en fornærmelse mod Travis Scott: “Trav kommer med mig til Coachella, men nu skal jeg have Billie til at undskylde, inden jeg spiller,” udtalte West.
Scott skulle headline festivalen, men var angiveligt fjernet fra programmet som følge af Astroworld-tragediens hændelser.
LÆS OGSÅ: Kanye West møder hård kritik fra Astroworld-efterladte oven på kommentar mod Billie Eilish
Kanye West er desuden blevet mødt med yderligere aflysninger. Artistens adfærd på online medier er eksempelvis også skyld i, at han ikke optræder til dette års Grammy-awardshow, hvor Trevor Noah i øvrigt har årets værttjans. Det er dog uvist, om aflysningen skyldes denne specifikke konflikt.
Animerede trusler
West udgav tidligere på måneden en animeret video for sin nyeste single “Eazy”. En fælles indsats med The Game, der blev udgivet som single i januar. I videoen vises en karikatur af West, som kidnapper Pete Davidson, Kim Kardashians nuværende kæreste.
Davidson har sidenhen skrevet til West i en lækket SMS-korrespondance: “Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade dig behandle os sådan her længere, og jeg er færdig med at være stille.”
Den 2. marts blev Kardashian bevilget single-status af en dommer, hvilket viser fremskridt i Wests og Kardashians skilsmisseprocess.