Nyhed

Paramore med stålsat udmelding til fans: ”Vi tolererer ikke vold”

Gruppen har delt et opslag på deres sociale medier

I starten af året annoncerede gruppen Paramore den gode nyhed, at de er i gang med at indspille nyt materiale til et kommende album. For nyligt var der yderligere godt nyt, da den amerikanske gruppe efter fem års radiotavshed udgav singlen ”This Is Why”.

I forbindelse med deres nyeste musikalske udspil er gruppen i skrivende stund i gang med en omfattende turné i USA henover efteråret. I tirsdags (den 4. oktober, red.) spillede gruppen i Salt Lake City i Utah, hvor de efterfølgende kom med en stærk udmelding på deres sociale medier – ”Paramore tolererer ikke vold”.

Udmeldingen kom i lyset af en episode, der angiveligt skete blandt publikum, hvor en mand fysisk og verbalt antastede en række kvinder, imens gruppen optrådte.

”Vi var ikke klare over, at det skete, da hændelsen fandt sted, hvor vi ikke kunne se det fra scenen. Hvis vi havde set noget af det ske, ville vi have stoppet showet, indtil situationen var under kontrol. Paramore tolererer ikke vold, homofobi eller bigotteri af nogen art. Det er yderst uvelkomment i vores fællesskab og har ingen plads til vores shows”. Sådan skriver Paramore i et Instagram-opslag og fortsætter:

”Til de fans, som blev såret, eller som var vidner til, hvad der skete sidste aften, er vi så kede af det. Vi håber, at I ved, at vi altid vil gøre, hvad vi kan for at beskytte jer. For at gøre tingene så klare som muligt: Paramores shows er til for at være et sikkert sted. Hvis I ikke kan respektere det, så skal I ikke komme."  

Paramore debuterede i 2005 med albummet All We Know Is Falling, og gruppen har siden da udgivet fire andre studiealbums, senest After Laughter fra 2017. Forsangeren Hayley Williams har de seneste par år prøvet kræfter som soloartist og udgivet Petals for Armor i 2020. Nu lader det dog til, at sangeren er klar til at vende tilbage til Paramore-rødderne.

LÆS OGSÅ: Firserfeberen raser

ANNONCE