Nyhed

Roger Waters med endnu en kontroversiel udmelding: ”Jeg er på Ukraines dødsliste”

Pink Floyd-frontmanden er endnu en gang ude med kontroversielle udmeldinger

Det går ikke stille for sig, hvad angår den tidligere Pink Floyd-frontperson, Roger Waters, og hans noget  kontroversielle udmeldninger. Senest har han i et åbent brev langet ud efter Ukraines førstedame Olena Zelenska, hvor han blandt andet har skrevet, at det er ”ekstreme nationalister” i Ukraine, som har forårsaget krigen mellem Rusland og Ukraine. Kort tid efter skrev han et åbent brev til Putin med en klar opfordring om, at han nok snart skulle sætte en stopper for den ”afskyelige angrebskrig”.

Roger Waters er i skrivende stund i fuld gang med, hvad der angiveligt skulle være hans sidste europaturné– This Is Not A Drill – og af den grund skulle man da tro, at de noget mærkværdige udmeldinger for en stund er blevet lagt på hylden, men det har imidlertid vist sig at være forkert.


Det anerkendte musikmagasin Rolling Stone har for nyligt bragt et langt interview med Pink Floyd-sangeren, hvor de kommer vidt omkring emner som blandt andet Waters’ omstridte syn på Israel og Syrien. Da samtalen runder krigen i Ukraine, ytrer sangeren sin mistanke om, at han befinder sig på en ukrainsk dødsliste:

”Jeg er på en dødsliste, som er støttet af den ukrainske regering. Jeg er på den fucking liste, og de har dræbt mennesker for nyligt. Men når de dræber dig, skriver de ’likvideret’ henover dit billede, jeg er på ét af de fucking billeder”, siger Roger Waters til Rolling Stone og fortsætter:

”Når jeg læser ting, som jeg har gjort i blogs, og ting, som kritiserer mig, så går jeg altid ind og kigger efter, hvor det kommer fra. Og det er forbløffende, hvor ofte det kommer fra da, da, da.ukraine.org”.


Den liste, som Roger Waters henviser til, findes ifølge Rolling Stone. Den vedligeholdes af en højreorienteret ukrainsk organisation, som hævder, at det ikke er en dødsliste, men at det snarere er information henvendt mod retshåndhævende myndigheder og særlige tjenester. Siden er blevet fordømt internationalt, men den ukrainske regering har endnu ikke taget den ned.

Waters’ udtalelser har senest gjort, at hans to koncerter i Krakow blev aflyst af Live Nation Polen, og derudover har et byrådsmedlem indkaldt til et møde, hvor byrådsmedlemmerne skal stemme om, hvorvidt sangeren skal erklæres persona non grata eller ej. Sangerens koncerter i Danmark den 17. og 18. april fortsætter dog som først planlagt.

LÆS OGSÅ: Roger Waters: Fortsat ild i den gamle kæmpe


ANNONCE