Nyhed

BAKSPEJLET: Da John Lennon gav sin sidste koncert for 50 år siden

Velgørenhedskoncert for 50 år siden blev legenden Lennons sidste fulde koncert

For 50 år siden – den 30. august 1972 for at være helt præcis – optrådte legendariske John Lennon på den lige så legendariske arena Madison Square Garden i New York.

Koncerten var én ud af to velgørenhedskoncerter, der havde til formål at skabe bedre vilkår for de studerende på Willowbrook State School – en institution for udviklingshæmmede børn. Men det var faktisk også Lennons sidste regulære fuldlængdekoncert.

Idéen om velgørenhedskoncerterne udsprang af den amerikanske journalist Geraldo Riveras reportage til ABC TV, der belyste den fysiske og seksuelle mishandling, som børnene på den amerikanske skole på daglig basis blev udsat for.

Ligesom mange andre blev Lennon chokeret, og derfor indvilligede den legendariske sanger i at optræde ved de to velgørenhedskoncerter, hvor den ene fandt sted om formiddagen, mens den anden fandt sted om aftenen. Den musikalske begivenhed var en del af den såkaldte ’One to One Festival’, hvor også Stevie Wonder, Roberta Flack og Sha-Na-Na optrådte.

På trods af det stjernespækkede lineup var Lennon bekymret for, at der ikke blev solgt nok billetter – og dermed ikke genereret nok penge til det gode formål – og derfor købte sangeren selv billetter til en værdi af 59.000 dollar og gav dem til frivillige. Det havde dog ikke været nødvendigt, for interessen for at høre eks-beatlen var enorm, og billetterne blev hurtigt udsolgt.

1972 var samme år, som Lennons hidtil mest politiske album Sometime In New York City udkom. Her sang han med sin hustru og samarbejdspartner, Yoko Ono, om store emner som kvindekamp og solidaritet med Nordirland.

Især sangen med den meget kontroversielle titel ”Woman is the N*gger of the world” skabte opmærksomhed.

Den var naturligvis også på sætlisten til sangerens sidste koncert, hvor Lennon rullede et udpluk af sit bagkatalog ud med numre som ikoniske ”Imagine”, ”Cold Turkey” og The Beatles’ ”Come Together”.

Selvom velgørenhedsshowet i august '72 blev Lennons sidste hele koncert, kunne han dog opleves en sidste gang på scenen et par år senere. Det var i november '74, hvor Lennon kom på scenen under vennen Elton Johns koncert i Madison Square Garden og spillede tre sange. 

Lennon blev skudt og dræbt udenfor sit hjem i New York i december 1980 af den psykisk syge Mark Chapman. John Lennon blev kun 40 år, men hans musikalske karriere har efterladt et blivende aftryk i musikhistorien.

Du kan se John Lennons storartede koncert nedenfor:

LÆS OGSÅ: I dag ville John Lennon være fyldt 80 år

ANNONCE