Nyhed

Dean Lewis annoncerer dansk arenakoncert

Sangeren har netop startet sin udsolgte turné i Danmark

Der er ikke nogen tvivl om, at den australske sanger Dean Lewis har taget Danmark med storm, efter hittet ”Half A Man” blev fortolket af en deltager i den danske version af X Factor tilbage i januar.

Af samme grund stod Lewis til at skulle spille en enkelt koncert i Store Vega, men på grund af den enormt store efterspørgsel blev det ændret, sådan at sangeren nu spiller hele syv udsolgte koncerter rundt omkring i Danmark.

Turnéen starter i aften på Skråen i Aalborg.

I dag er der så gode nyheder til de danske fans, som ikke nåede at få fat i billetter til de syv koncerter. Dean Lewis har nemlig netop annonceret en koncert i Royal Arena i København, som kommer til at finde sted den 30. marts 2023.

Den australske singer/songwriter har solgt over 3,1 millioner ep’er og album verden over. Ét af Lewis’ største hits, ”Be Alright”, har over en milliard streams på Spotify.

Senest har han udgivet singlen ”How Do I Say Goodbye”, som han har dedikeret til sin kræftramte far. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Sidst, Dean Lewis besøgte Danmark, var tilbage i 2019, hvor han spillede på Teltscenen på festivalen Tinderbox. Her gav GAFFAs anmelder koncerten fire stjerner:

”Der er mildt sagt ikke meget nyt under solen hos Dean Lewis, men håndværket er mere end godkendt, både når det gælder sangskrivningen og udførelsen. Ham kommer vi forhåbentlig til at høre meget mere til,” skrev GAFFAs udsendte ved den lejlighed.

Billetter til koncerten i Royal Arena bliver sat til salg fredag den 23. september klokken 10:00 via Livenation.dk. Som det efterhånden er blevet sædvane, er der dog forsalg allerede dagen før for modtagere af Live Nations nyhedsbrev.

Billetter til koncerten koster fra 300 til 450 kroner plus gebyr.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Dean Lewis har lavet det perfekte café-album til mødregruppen

ANNONCE