Nyhed

En kæmpeskærm der passer i lommen

Techgiganten Lenovo har lige lanceret et nyt sæt VR-briller

En stor skærm behøver ikke fylde ret meget. Faktisk så kan den ligge lige i din lomme – hvis den altså er virtuel. Lenovo har lige lanceret deres Glasses T1, der giver dig en privat skærm, så du kan få store skærmoplevelser, uanset hvor du befinder dig.

I pressemeddelelsen fortæller Lenovo, at Glasses T1 passer sammen med de fleste nyere smartphones, tablets og laptops.

Producenten lover også, at Glasses T1 kommer med en høj opløsning, lang batterilevetid og ikke mindst at de ikke vejer ret meget. Det skulle sikre, at du altid har en storskærm ved hånden, eller i lommen, og at du kan holde ud at bruge den længe.


En af fordelene ved brillerne er, ifølge Lenovo, at det er muligt både at arbejde og nyde oplevelser som koncerter, streaming og gaming, helt privat og uden at forstyrre andre, uanset hvor brillerne bruges.

Brillerne er dog ikke trådløse - de forbinder sig til smartphone, tablet eller computer via usb-c-forbindelse eller Lightning, så både Android-smartphones og iPhones kan bruges sammen med dem.


Brillerne bruger nyeste skærmteknologi, micro-OLED, og skulle gengive fantastiske farver og have stor kontrast, hvilket igen skulle sikre de gode, og store, billeder direkte foran øjnene.

Lenovo oplyser at brillerne er meget effektive når det kommer til strømforbrug, så de skulle kunne bruges i timevis, uden at frygte at brillerne løber tør for strøm.

Brillerne kommer til Danmark i 2023, og den forventede pris er endnu ikke oplyst.


LÆS OGSÅ: Fire nye soundbars fra JBL skal bringe biografen hjem i stuen

ANNONCE