Nyhed

LYT: Skuespiller Emma Sehested Høeg springer ud som musiker med ny, betagende single

Den talentfulde kunstner optræder under navnet Dame Dearest

I starten af september (den 1. september, red.) løb Zulu Comedy Galla af stablen i Operaen i København. Ét af aftenens højdepunkter var da kvinden med de mange talenter, Emma Sehested Høeg, optrådte med en sketch fra forestillingen Lolita For Altid efterfulgt af nummeret ”Det Var Aldrig Helt Nok For Mig”, hvor hun i høj grad udviste sit musikalske talent.

Og det musikalske talent er bestemt ikke noget, Høeg kan skjule. Under kunstnernavnet Dame Dearest har hun netop udgivet nummeret ”Sugar”, som er en opfølger til debutsinglen ”Seducing My Life Away”.

Ligesom sidstnævnte er ”Sugar” et varmt, sensuelt nummer, som både bærer præg af pop- og soulelementer. I en pressemeddelelse står det, at nummeret indeholder ”en skrøbelighed, der både er smittende og inviterende”. 

Musikvideoen til nummeret er instrueret af Høegs kompagnon fra kunstnerstudiet How to Kill a Dog, Jennifer Vedsted Christiansen, og viser Dame Dearest give den fuld gas med glimmer, sukker og flødeskum. 

Senest har multitalentet optrådt i komiske tv-serier som ”Limboland” og ”Orkestret”, men det er meget vigtigt for Høeg at understrege, at Dame Dearest-projektet er seriøst, og at der både venter et debutalbum og en debutkoncert i Store Vega den 27. maj næste år. Det står i en pressemeddelelse.  

Emma Sehested Høeg optrådte desuden til en HUN SOLO koncert fredag den 16. september, der blev afholdt på Templet i Lyngby. Her var hun i selskab med flere artister som Karen Mukupa, A Mess, Elba og Ida Nielsen. 

LÆS OGSÅ: BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

ANNONCE