Nyhed

Vega hylder Else Marie Pade i ny udstilling

Det sker som en del af Golden Days Festival som i år hylder ekstraordinære kvinder

Musiker og en del af modstandsbevægelsen. De to ting er flettet sammen i Else Marie Pades karriere, da hun begyndte at komponere musik i Frøslevlejren, hvor hun var interneret af Gestapo under Anden Verdenskrig.

Nu bliver hun hyldet i Vega, København i forbindelse med Golden Days Festivalen, der i år har fokus på kvinder, som ifølge arrangørerne fortjener mere opmærksomhed i den danske historie.

I den ånd præsenteres en udstilling om Pade, der forener lyd og billede, skriver Vega i en pressemeddelelse.


Den 7. september er der åbningsreception, hvor man kan høre den første indspilning af Else Marie Pades nyopdagede orkesterværker og høre en samtale mellem Christina Åstrand, som er solist på det "nye" værk, og debattøren og forfatteren Henrik Marstal, der har skrevet flere bøger om Pade.

Udstillingen Ind i Else Marie Pades Univers løber indtil den 17. september, og dagen før åbningen bliver der afholdt en hyldestaften i Lille Vega. CTM og Astrid Sonne giver en koncert, og forfatter Andrea Bak snakker sammen med Ingeborg Okkels om Pades liv og det musikalske univers.

Else Marie Pade betragtes som en pioner indenfor elektronisk musik og fik da også Pionerprisen af Steppeulven i 2003.


Hun begyndte allerede på elektroniske værker i 1950’erne og 60’erne, efter både at have spillet klaver som barn og studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men hun blev altså først anerkendt som en pioner af elektronmusikken efter årtusindeskiftet.

Det hele mindede lidt om det klassiske eventyr om Den Grimme Ælling, som GAFFA noterede sig i nekrologen fra 2016, da Pade døde i an alder af 91 år.

”Og så håber jeg personligt, at hun også vil blive husket som en elektronmusikkens Pippi Langstrømpe, en kvinde i en udpræget mandeverden, som troede nok på egne evner og passioner til at blæse konventionerne et stykke,” skriver Ras Bolding i nekrologen.


Du kan købe billetter til hyldestaftenen den 16. september via Vegas egen hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Nekrolog: Else Marie Pade 1924-2016 – eletronmusikkens Pippi Langstrømpe

ANNONCE