Fra sabbatår til transportbetjent

21-årige Emma har valgt en uddannelse, der adskiller sig fra de fleste af hendes jævnaldrendes. Hun er nemlig i gang med at uddanne sig til transportbetjent.

Det er Emma og hendes kolleger, som sammen står for sikkerheden, når landets varetægtsfængslede skal transporteres uden for murene.

 

I sit sabbatår gik Emma og overvejede, hvilken uddannelse hun skulle søge ind på. Hun har altid interesseret sig for at arbejde med mennesker på kanten af samfundet. Så da Emma hørte om arbejdet som transportbetjent, vidste hun, at det kunne være et job for hende. 

En transportbetjent er betjent i kriminalforsorgen. De arbejder sammen med fængselsbetjente, når det gælder sikkerheden omkring de indsatte. Men hvor fængselsbetjenten arbejder med indsatte bag murene, står transportbetjenten for sikkerheden, når de indsatte skal uden for murene.

 

Du bliver en del af et unikt fællesskab

Emma søgte ind på den nyoprettede transportbetjentuddannelse i Møgelkær, og siden oktober har hun haft sin daglige gang på skolen med sine studiekammerater, der er i alle aldre og fra forskellig baggrunde. Det gør studiemiljøet og fællesskabet til noget helt særligt, mener Emma:

”Vi kommer alle med forskellige erfaringer i bagagen, og det gør noget virkelig godt for gruppedynamikken. Der er plads til alle – både unge og ældre. Og så skal vi jo ud og arbejde i en verden, som de færreste kender til, og det gør bare, at vi forstår hinanden på en helt særlig måde.”

 

Psykologi, udrykningskørsel og praktik

Arbejdet som transportbetjent stiller krav til betjentenes faglige, sociale og personlige kompetencer. Derfor bliver betjentene undervist i forskellige fag så som kommunikation og psykologi, ligesom konflikthåndtering og udrykningskørsel også er på skemaet.

Efter tre måneders skolegang skal transportbetjentene i praktik i en af kriminalforsorgens tre transport- og bevogtningsenheder:

”Bøger og teorier kan ikke alene klæde dig på til arbejdet som transportbetjent. Det er et enormt alsidigt job, hvor der kan opstå forskellige situationer, som du skal kunne håndtere. Derfor er det vigtigt at komme ud i virkeligheden og bruge den viden, som du har lært på skolen. Det er sådan, du lærer allerbedst.”

 

Du lærer at skabe en relation

Transportbetjentens arbejde med sikkerhed handler først og fremmest om menneskelige kompetencer. Du skal være god til at møde mennesker, der står i en vanskelig situation. Det kan være, at du skal transportere en arrestant til retsmøde, hvor vedkommende er meget følelsesmæssigt påvirket. Det skal du kunne agere fordomsfrit og professionelt i.

Jeg glæder mig til at komme ud og møde forskellige mennesker, som jeg normalt ikke vil møde i min hverdag og høre deres historie. Emma, transportbetjent under uddannelse

Som transportbetjent skal du derfor være god til at skabe relationer. Og det er netop den del af arbejdet, som betyder allermest for Emma:  

”Jeg glæder mig til at komme ud og møde forskellige mennesker, som jeg normalt ikke vil møde i min hverdag og høre deres historie. Og hvis jeg kan være med til at gøre en forskel for bare nogle få, vil det være al arbejdet værd.”    

 

 

 

 

ANNONCE