Adventskalender #museumsedition: 4 unikke museumsoplevelser

Har du brug for en pause fra juleræset? Vi har sammensat en adventskalender med fire gribende udstillinger, som du kan opleve i løbet af december. Med kulturkortet K7 PLUS er der fri adgang.

Selv med gaveindkøb i hobetal er der heldigvis en mulighed for, at du også kan forkæle dig selv med lidt kulturoplevelser i juletiden – uden at tømme kontoen. K7 PLUS er et tilbud til dig mellem 18-27 år, der giver dig fri adgang til 35 museer i og omkring København for kun 69 kr. om måneden. Adventskalenderen er din guide til de bedste udstillinger i december.

Fotografisk Center. Lydia Ö Diakité, Still fra Cry Baby (2020).
Fotografisk Center. Lydia Ö Diakité, Still fra Cry Baby (2020).

1.søndag i advent
Fotografisk Center: Ung dansk fotografi ‘24

Tag et smut i Kødbyen og se dette års bud på ung dansk fotografi. Udstillingen er et samarbejde med HEIRLOOM, der sætter fokus på diskussioner om køn, identitet og internationale udvekslinger.

Møstings. Sara Krøgholt Trier, Headbanger (2022). Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen.
Møstings. Sara Krøgholt Trier, Headbanger (2022). Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen.

2. søndag i advent
Møstings: ÅRGANG 2024

På Frederiksberg kan du opleve udstillingen 'ÅRGANG 2024', hvor du kan se værker fra 16 helt nyuddannede kunstnere udvalgt fra landets tre store kunstakademier. Udstillingen tegner et billede af den nye generation af kunstnere, der vokser op i en kompleks verden og ser på temaer som menneskelige relationer, natur, teknologi, magt og mytologi. 

O – Overgaden. Madeleine Andersson, Degenerative Knowledge Production (2024). Foto: David Stjernholm
O – Overgaden. Madeleine Andersson, Degenerative Knowledge Production (2024). Foto: David Stjernholm

3. søndag i advent
O–Overgaden: Degenerative Knowledge Production

Sving forbi O–Overgaden på Christianshavn og se Madeleine Anderssons videoinstallation om hjernen. Hendes værk undersøger, hvordan elektricitet både er blevet brugt som en metafor og et værktøj til at påvirke vores syn på den menneskelige hjerne som enten, dum, intelligent eller død. O–Overgaden har altid gratis entré, så tag et par dine broke venner med under armen.

Københavns Museum. Foto: Valdemar Ren
Københavns Museum. Foto: Valdemar Ren

4. søndag i advent
Københavns Museum: Stamsteder 2 – Kongerigets sidste værtshuse

Forhåbentlig har du fået juleferie nu, og hvis du ikke sidder fast i en julefrokost, så tag forbi Københavns Museum og oplev udstillingen 'Stamsteder 2 – Kongerigets sidste værtshuse'. Udstillingen er en fortsættelse af 'Stamsteder – Københavns sidste værtshuse' fra 2022, som så på værtshusenes tilstand efter corona. Denne gang tager udstillingen dig med rundt til værtshuse i både provinsen, på Færøerne og i Grønland.

Hot tip! Hvis du ikke ved, hvad du skal ønske dig i julegave, kan du sætte K7’s halvårskort – med en valgfri plus one – til 449 kr. på ønskelisten. Så kan du invitere din date, ven eller mor med på museum, til fernisering eller events, helt ubegrænset i et halvt år. Du kan også forære det som gave til en mellem 18-27 år. Læs mere om K7 PLUS her.

ANNONCE