Ø Festival 2025: Musik, natur og fællesskab midt i det langelandske sommerland

Når Ø Festival slår dørene op den 24.–26. juli 2025, bliver det igen med udsigt over det Sydfynske Øhav, højt til himlen og masser af musik, aktiviteter og sommeroplevelser for hele familien.

På naturskønne Rue Mark – blot et stenkast fra Rudkøbing på Langeland – samles musikelskere, naturelskere og eventyrlystne festivalgæster til tre dage med afslappet stemning, nærvær og fællesskab.

Ø Festival er skabt af holdet bag Musik i Lejet og bygger videre på samme værdier: at kombinere stærke musikoplevelser med lokale samarbejder, smuk natur og en atmosfære, hvor alle føler sig velkomne. Festivalen blev lanceret i 2024, og har siden markeret sig som en ny, spirende sommerperle på den danske festivalscene.

Musikprogram med både stjernedrys og nye navne

Musikprogrammet for 2025 spænder bredt – fra etablerede navne til nye stemmer på den danske musikscene. Blandt hovednavnene finder man Nik & Jay, Jada, Soleima, Lis Sørensen, Bikstok, Turboweekend, PATINA og Annika Aakjær. Publikum kan også glæde sig til intime koncerter og overraskelser fra kunstnere som Wads (Mads Bo fra Phlake), Dayyani og Sebastian Wolff (Kellermensch), samt festlige dj-set fra HEJ LEIF.

Programmet er sammensat, så der er noget for enhver smag – uanset om du kommer for at synge med, danse natten lang eller lade dig rive med af rørende sangskrivning.

Mere end musik – oplevelser for hele familien

Men Ø Festival er langt mere end musik. Festivalen byder på alt fra morgenyoga, saunagus og isbad til croquistegning, keramikværksteder og lokale smagsoplevelser. Festivalens aktiviteter inviterer både voksne og børn til at udforske og fordybe sig – og til at opleve Langelands særlige ånd.

For børnefamilier byder programmet på skattejagter, cirkus og kreative værksteder, og for de voksne er der rig mulighed for at koble af i grønne omgivelser eller lade sig inspirere af lokale kunstnere og ildsjæle.

En festival med lokal forankring

Ø Festival skabes i tæt samarbejde med lokale aktører som Broløkke Herregård og GAARDHAVEN, og det lokale engagement er tydeligt hele vejen rundt – fra maden og musikken til aktiviteter og værksteder. Festivalen åbner øen op for besøgende og giver dem mulighed for at smage, mærke og opleve Langeland – ikke bare som gæst, men som deltager.

Praktisk info

Festivalen afholdes på Rue Mark, lige syd for Rudkøbing d. 24.-25.-26. juli. Billetter findes i flere kategorier: partout, dagsbillet, festivalpakker mm., og gratis adgang for børn under 10 år. Overnatning kan ske på festivalens egne camping- og glampingområder, eller via lokale sommerhuse. Der kan købes billetter til en direkte bus fra KBH til Ø Festival og retur igen.

Læs mere og køb billet på www.ø-festival.dk

ANNONCE