Sneakermode og populærmusik har fulgtes ad i årtier. Nu mødes de i et nyt samarbejde mellem GAFFA og KarlsKicks.

”My Adidas and me, close as can be/ We make a mean team, my Adidas and me”. Sådan synger Run-D.M.C på nummeret ”My Adidas” der udkom i 1986. Og hiphop trioen er langt fra de eneste artister, der gennem årerne har spyttet rim om deres elskede fodtøj. Både hos Mac Miller, Cardi B, Ye og mange andre findes eksempler på, hvordan sneakermode og populærmusik har gået hånd i hånd i årtier. Netop derfor, er samarbejdet mellem GAFFA og KarlsKicks bestemt også ”a mean team”.
Batman-stof blev begyndelsen
På hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde i København ligger KarlsKicks. En butik, der specialiserer sig i at servicere sneakerheads med alt fra unikke, specialdesignede sneakers, sneakerrens og ”pre-loved” sneakers. Historien bag forretningen starter langt tilbage, da Martin Glarvig, CEO for KarlsKicks, møder virksomhedens grundlægger Karl Faurholt. Dengang var Karl Faurholt blot 12 år gammel og overraskende nok ikke spor interesseret i sneakers. Men da han reparerede et par slidte Adidas NMD med en klat lim og et stykke Batman-stof blev det starten på en karriere som custom sneaker designer via et enkelt opslag på Facebook.
Fra hemmelig hobby til levebrød
Martin Glarvig er selv både sneaker freaker og musikentusiast. I teenageårene i 80’erne, hvor det primært var piger, der samlede på sko, udviklede han en stor passion for sneakermode, der dengang blev holdt lidt skjult. Ferierne gik med at opsøge sneakerbutikker og bruge alle sparepengene på dyre par.
- Der var intet bedre, fortæller Martin og fortsætter: Når jeg havde fået et par nye sneakers beholdt jeg dem ofte på i flere dage. Selv om natten sov jeg med mine sneakers på. Men det var en hemmelighed, for det var ikke helt normalt.
Det første par sneakers Martin Glarvig virkelig husker, er et par af de ikoniske Adidas Superstar, som Run-D.M.C var med til at udødeliggøre med nummeret ”My Adidas”. Til klassiske klaverkoncerter satte 9-årige Martin Glarvig sig på scenen iført hvid skjorte, sorte bukser og Adidas Superstar. Efterfølgende har han i flere andre musikalske sammenhænge haft en særlig forbindelse til sneakers, blandt andet med sit band i ungdomsklubben.
- Jeg husker en koncert i Aalborg Hallen, hvor vi var opvarmningsband for Boobs, alle iført hvide skjorter, lyserøde slips og naturligvis Nike Air Force 1.
En sko, som Martin Glarvig mener kommer til at hitte stort igen i 2026 selvom den i 2025 fik lidt tæsk som en ”daddy shoe”.
SneakSnak
I 2025 udviklede Martin Glarvig det nye format SneakSnak. Her inviteres kendte personer ind i KarlsKicks’ rensestation til en uformel snak om deres liv og karriere, mens de får renset deres sneakers. Formatet fortsætter i 2026, hvor Martin Glarvig håber på at endnu flere kunstnere, etablerede såvel som upcoming, vil deltage.
- Vi glæder os til at præsentere de første kunstnere til foråret umiddelbart i forlængelse af GAFFA prisen, fortæller Martin Glarvig.









