Er du blevet for gammel til at gå på natklubber? Det er en følelse, der rammer de fleste før eller siden.
Af og til kan det være sjovt at slå sig løs en sen nat, men til gengæld betaler man også prisen den efterfølgende dag (eller endda to!). Men bare fordi man ikke er til dunkende bas og dans hele natten, så betyder det ikke, at man ikke også kan have en sjov og hyggelig aften ude med musik. I stedet kan du udforske det københavnske miljø for cocktailbarer, hemmelige klubber og andet spændende.
Prøv en speakeasy- eller cocktailbar
Hvis du gerne vil tale med sidemanden, så er en hyggelig bar med dæmpet musik et oplagt valg. Der kan være spændende kunstnere, der optræder med intimkoncerter, men resten af aftenen bliver der overholdt et lydniveau, der sikrer, at du rent faktisk kan have en samtale med resten af bordet. Spændende cocktailbarer er ved at have vundet indpas i København, hvor fx Ruby ved Gammel Strand eller Velour serverer et alsidigt drinkskort, der gør hvert glas til en særlig oplevelse. Indretningen har typisk også et spændende tema, så man fx kan ende med at sidde på vintagestole eller i en ompolstret sovesofa, der passer ind i barens tema.
Du kan også skrue lidt op for det hemmelige element ved at finde en speakeasy-bar. Disse barer er et levn fra de amerikanske smugkroer under forbudstiden. Konceptet er simpelt: Baren ligger oftest placeret på en skjult lokation, og du kan ikke blive lukket ind medmindre du har et kodeord. De er ved at blive yderst populære i Europa også, men p.t. er det mest Curfew i København, der rigtig omfavner konceptet.
Prøv jazzscenen i København
Hvis du er til en hyggelig og intim atmosfære, så vil en god jazzbar typisk kunne levere på dét. Her kan du synke ned i en behagelig lænestol og læne dig tilbage med en drink, mens et liveband eller enkelte musikere spiller. Det er en afslappet og mere intim måde at opleve musikken på, og det kræver ikke, at du bliver oppe hele natten. Eksempler på jazzbarer omfatter blandt andet La Fontaine, Jazzhus Montmartre og Blågårds Apotek, hvor du jævnligt kan være heldig at løbe ind i jazzarrangementer.
Alternative barer vinder frem
Bare fordi man tager på bar frem for på natklub, betyder det ikke, at det behøver at være kedeligt. Der findes flere barer rundt omkring i byen, der har deres eget, unikke musiktema. Fx kan du finde rock og heavy metal-musik hos Zeppelin Rock Bar på Vesterbrogade eller hos Luke’s Bar på Klosterstræde. Andre gode barer med livemusik omfatter også Mojo Blues Bar eller den lidt gemte The Library Bar. Og husk, at hvis musikken ikke behøver at være førsteprioritet, så kan du heller ikke gå galt i byen med en klassisk brun bodega. Her får du den autentiske københavneroplevelse, og det vil være en sikker vinder, hvis du gerne vil tale sammen med venner og bekendte, drikke øl til gode priser, og spille terninger.

