Messingblæsere og kor: hvorfor guder altid lyder ens

Messingblæsere i lag, et kor der synger på noget, der lyder som latin, og en stortromme, der falder på de rigtige steder. Det er sådan, det guddommelige lyder, og det har den gjort så længe, at ingen længere spørger hvorfor.

Svaret begynder hos Wagner. Hans idé om ledemotivet var, at en figur kan få sit eget musikalske mærke, som vender tilbage, hver gang figuren betyder noget for handlingen. Publikum skal ikke lære motivet udenad. De skal bare høre det tilstrækkeligt mange gange, til at det gør arbejdet af sig selv.

Hollywood tog princippet til sig næsten ubeskåret. Studiernes komponister arbejdede fra 1930'erne med store orkestre og faste temaer per figur, og de mytologiske og bibelske storfilm fandt hurtigt ud af, at brass og kor sammen signalerer noget, som strygere alene ikke kan: magt, der ikke er menneskelig.

Så blev det et produkt. Fra 2000'erne begyndte selvstændige musikhuse at producere trailermusik i biblioteker, hvor kunden kunne vælge en stemning fra en liste, og Two Steps From Hell blev det navn, alle kender. Formatet var strengt: en kort opbygning, ét slag, og et kor der kommer ind på toppen. Ledemotivet var ikke længere knyttet til en figur, men til en følelse.

Videospillene arvede hele vokabularet, og spillemaskinerne arvede det fra spillene. Playtechs Age of the Gods er nok det renest tænkelige eksempel, fordi den faktisk holder fast i Wagners oprindelige idé: hver gud sætter sit eget præg på runden. Man får altid ni frie spins, men i et spil Age of the Gods for rigtige penge afhænger resten af pakken af, hvem der åbnede den. Online-Casinos.com beskriver i sin gennemgang af spillet, hvordan multiplikatorer og ekstra wilds hører til den enkelte figur og ikke til bonussen som sådan. Athena, Poseidon, Zeus, Hades, Hercules og Afrodite har hver deres plads på tromlerne, og de har hver deres udbetaling.

Det er en overraskende tro oversættelse af et 150 år gammelt princip til et format, ingen ville kalde et partitur. Motivet identificerer figuren, og figuren bestemmer, hvad der sker.

Danmark har sin egen version af den samme økonomi. Da der sidste år kom en produktionsrabat, der kan styrke dansk filmmusik, var argumentet netop, at musikken er en bærende del af filmoplevelsen og ikke en udgift, man lægger til bagefter. Det er den samme erkendelse, spilbranchen nåede til flere år tidligere.

Man kan høre resultatet live. GAFFA var med, da spilmusikken fik sin egen odyssé med orkester og kor, og publikum reagerede på temaerne, som var det klassisk repertoire. Det er det efterhånden også. Programmerne i DR Koncerthuset rummer i dag film- og spilmusik side om side med det, der stod der før.

Prisen for succesen er, at motivet er blevet kortere. Wagner kunne bruge en hel akt på at etablere et tema og en anden på at vende det om. En trailer har nogle få sekunder, og en bonusrunde har den tid, det tager at spinne. Når et motiv skal virke med det samme, kan det kun være det, alle allerede kender, og så holder det op med at være et motiv. Så er det et signal.

Derfor lyder guder ens. Ikke fordi komponisterne mangler idéer, men fordi vokabularet blev standardiseret undervejs, og fordi det virker. Age of the Gods er et spil om penge og kræver dansk licens, 18+ og mulighed for selvudelukkelse via ROFUS. Men musikalsk står den i en lige linje tilbage til Bayreuth, og det er der noget forstemmende smukt ved.