Da Von Quar stod på scenen til P3 Guld, vidste bassist og højskoleelev på Den Rytmiske Højskole Kristine Bjørn, at meget var på spil i de næste fem minutters live-tv. Samtidig sad alle hendes højskolekammerater hjemme i Odsherred og heppede. For Kristine er højskolen blevet både et trygt fristed midt i gennembruddet – og et sted til at finde sig selv som skabende musiker.

“Nu skal jeg performe vildere end nogensinde. Den her video kommer til at ligge på nettet for evigt. Den kommer til at betyde noget.”
Sådan tænker Kristine, da hun står på scenen til P3 Guld med bassen om halsen og Von Quar i ryggen. Salen er fantastisk og kameraerne helt tæt på.
Det, hun ikke ved er, at midtvejsfesten på Den Rytmiske Højskole samtidig er sat på pause. Inde i skolens sal har elever og lærere samlet sig foran storskærmen for at se hende performe. De sidder og leder efter hende i billedet, og da kameraet endelig finder hende, har hun selv kun øje for én ting: maksimalt udtryk.
“Det ramte mig virkelig bagefter,” fortæller hun. “At folk på højskolen bare havde stoppet alt for at se os. Jeg følte virkelig, at jeg havde en hel skole i ryggen.”
Fra Viborg Bibliotek til Von Quar
Kristines musikrejse starter foran et klaver. Det var ikke rigtig noget for hende, så det er først da hun som teenager ser nogle piger fra klassen spille “Smoke on the Water” på Viborg Bibliotek, der sker noget. Hjemme finder hun familiens guitar frem og prøver at spille melodien. Hun får at vide, at det, hun spiller, faktisk er bas.
Kristine fortæller om første gang hun spillede bas med stor forstærker: “Det var første gang, jeg kunne mærke noget fysisk i kroppen, når jeg spillede,” fortæller hun. “At man kan spille én tone, og det føles stort.”Hun får sin egen bas i konfirmationsgave, og derfra går det stærkt: musikefterskole i Klejtrup, MGK og et gymnasieforløb strakt ud over fire år for at få plads til det hele. Undervejs møder hun de musikere, der ender med at blive hendes nærmeste musikalske familie i Von Quar – bandet, som siden går fra små scener til Rock The Region, Spot, Roskilde og i efteråret 2025 - P3 Guld.
Den Rytmiske som nødvendigt mellemstop
Parallelt med, at Von Quar får fart på, arbejder Kristine målrettet mod optagelse på konservatoriet, og hun kommer ind tidligere, end hun selv havde regnet med. På papiret er drømmen gået i opfyldelse, men indeni føles det ikke helt rigtigt.
“Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for noget andet, inden jeg startede på konservatoriet,” siger hun. “Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne udvikle på andre måder end rent musikalsk håndværk.”
Valget falder på Den Rytmiske Højskole i Vig, hvor hun vælger linjefaget Elektronisk Musik. Kristine ønsker flere værktøjer i sin musikalske værktøjskasse. Hun ønsker at få skubbet til sin musikopfattelse og udvikle sin musikalitet. Udover linjefaget vælger hun derfor også valgfag som eksperimenterende musik og sangskrivning for at lære at producere, skrive sange og forme sin egen lyd.
Hvad Den Rytmiske har givet: Fra konkurrence til egne sange
På Den Rytmiske oplever Kristine for første gang i mange år, at hun ikke skal til eksamen eller en optagelsesprøve. Hun har tid til at fordybe sig i både elektronisk musik og sangskrivning, til at spille i nye konstellationer, og til bare at sidde alene med sin bas.
“Det var virkelig vigtigt for mig,” siger hun. “At have tid til at mærke efter: Hvad synes jeg faktisk føles fedt? Ikke bare: Hvad synes en lærer eller en censor, jeg skal kunne?”
Hun beskriver Den Rytmiske Højskole som et sted, hvor fællesskab og seriøsitet går hånd i hånd.
“På MGK var der meget fokus på, hvor god man var teknisk. Her handler det mere om, hvad du vil sige med din musik,” fortæller hun. “Der er selvfølgelig højt niveau, men det er ikke en konkurrence. Folk er vidt forskellige steder, og det er meningen.”
En af de største erkendelser handler netop om, hvad det vil sige at være musiker:
“Jeg er gået fra at tænke: ‘Hvor hurtigt kan jeg spille?’ til at tænke: ‘Hvordan spiller jeg? Hvordan er jeg mig selv i det her?’ Det er vigtigere for mig nu at kunne skrive en god sang end at kunne spille vildt hurtigt.”
Samtidig fortsætter Von Quar udenfor højskolen. Bandet bryder mere og mere igennem, Og det kan være svært at balancere højskoleliv og gennembrud. “Skolen har været vildt forstående,” siger hun. “Jeg har ikke følt, at jeg skulle gå rundt med dårlig samvittighed over at være væk en aften med bandet. Det betyder meget, når man står midt i sit gennembrud, men også gerne vil være en del af højskolen og boblen.”
Fremtiden: Musikkonservatoriet, Von Quar og at finde sig selv
Når opholdet på Den Rytmiske slutter, regner Kristine med at søge konservatoriet igen, og naturligvis fortsætte rejsen med Von Quar. Men Kristine mener selv at hun nu har en helt anden ro, end da hun første gang fik optagelsesbrevet fra konservatoriet.
“Jeg føler, jeg er meget mere klar nu,” siger hun. “Jeg har fundet nogle andre at spejle mig i end jeg er vandt til, også når det handler om noget andet end musik.”
Og selv om P3 Guld med Von Quar og store koncerter med højskolen er højdepunkter, er det noget andet, hun vender tilbage til, når hun skal forklare, hvorfor Den Rytmiske Højskole har betydet så meget.
”Det jeg for alvor har fået ud af at gå på højskole er en mere kreativ tilgang til musik.” siger Kristine. ”Jeg tror faktisk jeg føler, at jeg har fundet mig selv musikalsk her”.





