x
Diverse kunstnere: Huset Hardcore, Huset, København

Diverse kunstnere, Huset Hardcore, Huset, København

Diverse kunstnere: Huset Hardcore, Huset, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Hardcoregenren er nærmest per definition dømt til aldrig at bevæge sig fra undergrunden og ind i mainstreamen. Både bands og fans modarbejder aktivt konformitet og har nærmest kun foragt tilovers for bred eksponering. Liveindspilninger fra øvelokalet på et kassettebånd er mere eftertragtede end Spotify-playlister og ugens uundgåelige på P3. På trods af dette fortsætter hardcore med at udvikle sig og tiltrække nye fans... helt uden nogensinde at have haft noget, der ligner et radiohit, i de snart 40 år genren har eksisteret.

For dem der ikke er så stærke i hardcore, så er her en kort historietime. Genren opstod nærmest simultant i Washington DC, New York og Los Angeles som et modsvar til start-70'ernes "polerede" punkscene, som de amerikanske punkere havde svært ved at relatere til. Pionerer inden for genren er blandt andre: Bad Brains, Cro-Mags, Minor Threat og Black Flag.

DIY (Do It Yourself) er og har altid været en essentiel del af miljøet. De fleste bands står selv for al promovering, booking og finansiering og udgivelse af deres musik. Siden fødslen har hardcore været i konstant musikalsk udvikling og er i dag nok lige så meget en tankegang og tilgang til musikken, som det er en egentlig genre. Der er opstået uendeligt mange undergenrer, der hver især virker fuldstændigt uforenelige, men som bindes sammen af den unikke mentalitet, der er i hardcore. Denne komplette indlevelse og dedikation til musikken hyldes i aften (og i morgen aften) med stor del af de største bands, den danske scene har at byde på.

Czar ***
Aftenen åbnes af københavnerbandet Czar. De vælter ud på "scenen" i bare kufferter, med langt hår, tuscher og skæg overalt. Bandet er blot et af de efterhånden mange bands, hedengangne Psyke Project har leveret medlemmer til. Feedbacken skær i ørerne, folk tager et skridt frem, og bandet slår første akkord an. Taget i betragtning af, hvor tidligt det er på aftenen, og at der endnu ikke er helt fyldt i salen, bliver bandets blanding af crust og kaotisk hardcore taget godt imod af publikum. Generelt lyder det som om, bandet har taget det, de godt kunne li ved Psyke Project og støbt det efter deres egne behov, tilføjet lidt dobbeltpedaler her og lidt stonerrock der.

Da tidligere Psyke Project- og nuværende Czar-sanger Martin i et break, hjerteskærende og med sin karaktaristiske vokal, skriger: "Alt liv er forbiii" bliver sammenligningen mellem de to bands blot mere tydelig... og det gør bestemt ikke noget. Jeg tror, jeg taler for størstedelen af hardcore-miljøet, når jeg siger, at de er savnet.

Efter et par sange begynder der så småt at være flere folk, og stemningen tager uden tvivl et nyk op. Det virker, som om bandet nærmest ikke registrerer afgrænsningen af scenen, i hvert fald bliver der gået og væltet rundt nede ved publikum. Det er jo selvfølgelig også lidt et trademark for hardcore, men her bliver det måske lidt meget. Den ene guitarist har det med at bevæge sig to meter ud fra scenen og stille sig lige i midten, som en anden Slash. Det stjæler showet lidt fra resten af bandet, der nok har et lidt mere passende tændingsniveau. Selvom de måske mangler lidt visuel sammenhængskræft, spiller bandet med stor indlevelse, og især sidste nummer er en kort og intens oplevelse. Bandet forlader scenen til klapsalver... En solid start på aftenen.

Justin Hate **
De har travlt på Huset her til aften. Vi når kun lige ned på den anden scene, inden det næste band går på. Justin Hates version af hardcore trækker mange tråde til både thrash, med tykke Slayer-referencer, og grindcore, med et hav af blastbeat stykker (hvis du ikke er bekendt med blastbeats og grindcore, så kan jeg kun anbefale, at du tjekker bands som Cephalic Carnage og Pig Destroyer ud... det vil forandre dig!!!). Igen er scenekanten blot en barriere, der skal smadres, og forsangeren starter nede på gulvet sammen med publikum. Han er som en løve i bur, som han dramatisk vandrer frem og tilbage foran scenen og skriger nærmest primalt. Forsangeren er faktisk nok det største trækplaster for Justin Hate, da resten af bandet, især strengeinstrumentalisterne, er meget stillestående, og det ville have været en meget introvert koncert uden ham.

Det tager et par numre, før bandet løsner lidt op, men det virker, som om de allerede har tabt publikum. Responsen mellem sangene er minimal, og lige meget hvor meget sangeren prøver, er folk reserverede og tilbageholdne. Selv ikke trommeslagerens fremragende blastbeats og hans brede smil overvinder folk i dag. Koncerten begynder også omkring fjerde nummer at føles meget ensformig, og flere af rygerne benytter lejligheden til at holde en pause. Heldigvis redder bandet æren til sidst med lidt mere energi og et par velspillede numre. Justin Hate bliver nok lidt ofre for deres egen nervøsitet, og at publikum ikke helt er i gear endnu.

Blood Snorter *
Blood Snorter tropper op i Esmaralda-kostume, nissehue og guldbriller. Jeg kan allerede mærke, at jeg kommer til at hade det her. Ikke fordi hardcore altid skal være seriøst, men fordi det at klæde sig åndssvagt ud bare er laveste fællesnævner inden for komik, og det virker som et desperat råb om opmærksomhed. Nuvel, de skal da have en chance for at bevise, at jeg bare er sur og gammel.

Uden at kende deres musikalske referenceramm vil jeg mene, at de nok gerne ville være det danske Agoraphobic Nosebleed, og deres numre er da også korte og kontante... 30 sekunders vanvid, og så videre til næste. Her rammer bandet grindcore-ånden godt. Trommeslageren spiller, bandets fjollerier tageti betragtning, virkelig godt og tight, desværre er numrene nok bare ikke særlig interessante, og så hjælper det heller ikke, at guitaren ikke stemmer...

De "sjove" stemmer, som bassisten laver mellem sangene, får publikum til at skæve akavet til hinanden, og man hører småsnak, der kunne indikere, at jeg ikke er den eneste, der tænker: hvem har dog booket dem? Det her er grindcorens Linje 3 (hvis du synes, Linje 3 er sjovt, så er du syg og bør søge læge). De eneste, der ser ud til at nyde koncerten er to dudes, der giver den fuld gas oppe foran. Det skal dog senere vise sig, at det nok snarere er, fordi de skal være en del af bandets "storslåede" afslutning. En afslutning, der består af hårdtpumpet techno, mens bandet og en lille skare venner danser og slås med deres udklædningsgenstande. Det eneste fornuftige, der foregår på dette tidspunkt, er trommeslageren, der pakker sine bækkener sammen, mens han ser ud, som om han forsøger at ignorere resten af bandet. Han er også den eneste grund til, at bandet ikke får et rundt nul komma nul.

LLNN *****
Efter grindcore-fuseren skifter vi boldgade. Nu bliver det tungt, apokalyptisk, elektronisk og sludget. LLNN beskriver selv deres musik som sci-fi doom hardcore og er ikke blege for at indrømme, at soundtracket til "Terminator" er en kæmpe inspirationskilde. Bandet minder på mange måder om en mere moderne (OBS, her refereres ikke til Medina-, Nike Free- eller Paradise Hotel-moderne) udgave af Neurosis eller Cult of Luna.

Den dystre elektroniske droneagtige intro inviterer os indenfor i bandets specielle univers. Hele bygningen vibrerer, og det føles, som om den vil give efter under det massive pres fra de dybe frekvenser, keyboardet udsender. Rutine fornægter sig ikke... LLNN virker veloplagte, og første sang går rent ind hos publikum, der så småt er ved at komme i den rette stemning. Desværre opstår en længere pause mellem første og andet nummer på grund af en sprunget streng. Ingen backup guitar? Det er til gengæld ikke særlig rutineret, måske snarere en lidt kikset begynderfejl. Nå, vi venter pænt på ,at der bliver skiftet streng.

Da bandet efter et par minutter kommer i gang igen, bliver vi mødt af deres massive lyd og trommer, der tonser derudad. Bassisten tæver bogstavelig talt sit instrument med knyttet næve, og der begynder så småt at være godt fyldt i salen. Det er tydeligt, at de her drenge er lidt af en hardcore darling. Sanger og guitarist Christian bruger sin hånd som pistolattrap og peger den mod sin tinding for at "skyde" et seriøst breakdown i gang.

Et af medlemmerne fra Bandet Evra griber, fra kanten af scenen, mikrofonen og brøler resten af sangen. Der er tryk på, og publikum kvitterer med begejstring. Mellem sange fylder bandet tomrummet ud med dybe keyboardakkorder, og det giver en god sammenhængskræft og er med til at skabe den postapokalyptiske stemning, som bandet står for. Desværre misser jeg titlen på sangen, men næste sang er nok det mest dynamiske nummer indtil videre.  Der bliver skreget: "Your time is COMIIIING", og sangen bevæger sig frem og tilbage mellem ondt og tungt og mere indadvendt og afdæmpet. En flot sang, spillet med masser af følelse.

Der opstår en lang og lidt ærgerlig pause, inden bandet får sat gang i sidste sang. Det er titelsangen til deres seneste udspil "Loss", som kun varmt kan anbefales. Også denne sang har en af bandets trademark-droneagtige introer. "Loss" er en TUUUNG sag, med atmosfære nok til at gøre planeten mars beboelig. Meget af sangen bruges på opbygning af spænding, og det føles næsten uudholdeligt (på den gode juleaftensagtige måde). Man har bare brug for, at der kommer en forløsende akkord og samler sangen igen... Da den endelig kommer, giver det et seriøst adrenalinrush, og det føles, som koncerten for alvor kulminerer her. Sangen og koncerten afsluttes med en foruroligende og disharmonisk akkord, der bare gentages og gentages og gentages, indtil den brat afbrydes, og sættet sluttes blot med et beskedent tak fra bandet. En perfekt afslutning på en koncert, der på trods af et par utilsigtede pauser var fuldstændig fantastisk.

Hexis *****
Da LLNN slutter, høres der allerede bulder og brag fra den anden scene, hvor Hexis allerede er i gang... Lidt åndssvagt med så tæt pakket program, da det er umuligt at få alt med, hvis man også lige har brug for ti minutters lydpause.

Nå, ingen pause til mig, jeg må og skal opleve Hexis... jeg har kun fået lyttet en smule til dem inden showet, men jeg kan lide, hvad jeg har hørt og glæder mig virkelig meget til det her show. Bandet er tydeligt inspireret af både doom og black metal, og blandingen med hardcore giver dem en unik kant. Da jeg træder ind i salen, er der endnu ikke så mange mennesker, men stemningen er i top. Bandet kører en fuldstændig kompromisløs stil, med uafbrudt stroboskoplys og den mest massive mur af lyd, jeg nogensinde har oplevet til en koncert.

Man bliver hypnotiseret af showet, og bandets foruroligende fortryllelse rammer mig lige i black metal-hjertet. Selvom det her er en absurd intens oplevelse, og mange der ikke er inkarnerede hardcore-fans nok ville være gået for længst, så holder publikum stand. Det føles mere som en sanseoplevelse end en egentlig koncert. Man bliver bombaderet med det samme udtryk konstant, og der er ikke et sekunds opbryd eller pause mellem sangene... bare en fortsat bølge af lyd og lys, der vælter ind over dig og opsluger alt omkring en.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal bedømme den her koncert. Den bevæger sig ligesom uden for grænserne af, hvad en koncert normalt er, og jeg tror, at man enten elsker det eller hader det inderligt. Personligt synes jeg, det var en fascinerende og atmosfærisk oplevelse og jeg kan godt lide, når bands rykker ved folks grænser...

This Gift is a Curse: ****
Igen igen misser jeg starten på grund af det alt for tætpakkede program. Jeg tror, jeg kommer ind, da bandet starter deres andet nummer, og stemningen ser ud til at være i top til dagens sidste koncert. Desværre er mine koncentrationsevner ved at falde fra hinanden med konstant lyd i fire timer uden reele pauser, og jeg må tage fem minutter udenfor for at sunde mig i starten af bandets sæt. Da jeg kommer op igen, er bandet nok cirka midt i deres show. De spiller ustyrligt tight! Jeg har sjældent hørt blastbeats spillet så stramt, og resten af bandet holder samme høje standard. Guitaristen og bassisten står som saltstøtter med håret nede foran øjnene og spiller foruroligende black-inspireret hardcore. Det visuelle udtryk spiller 100 procent.

De første par numre, jeg hører er virkelig fede, der er god dynamik i opbygningen, og forsangeren vælter rundt blandt publikum og råber alt, hvad remmer og tøjler kan holde. Guitaren flænser derudad, og der er gang i festen. Desværre bliver det meget det samme efter nogle numre, og publikum har efterhånden, ligesom mig, fået nok musik for i dag. Det ser dog ikke ud til at påvirke bandet syndeligt, da de fortsætter ufortrødent og åbner for dagens sidste nummer. Her vågner folk heldigvis lidt op igen, og sangen er faktisk også super fed. Den bliver drevet af tunge trommer og en disharmonisk guitar i et nærmest kontant nedbryd, indtil den til sidst samles af bandet i et grindcore-agtigt stykke, som bevæger sig over i en mareridt udløsende afslutning.


Festival fortsætter lørdag aften...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA