Nyhed

Flere festivaler fjerner Benny Jamz fra plakaten — nu reagerer andre musikere

Mens festivalerne river ham af plakaterne, er kollegaerne ikke blege for at bakke op om den danske rapper.

I slutningen af maj blev rapperen Benny Jamz fundet skyldig i trusler og besiddelse af kniv og blev dømt til tre måneders ubetinget fængsel.

Nu begynder reaktionerne fra både festivaler og kollegaer at vælte ind.

Læs også: Grøn Koncert fuldender plakaten efter Benny Jamz-exit


Benny Jamz havde både festivaler som Grøn Koncert og Smukfest i sommerkalenderen, og selvom den oprindelige udmelding lød, at sagen omhandlede rapperens privatliv, så fjernede Grøn Koncert ham fra plakaten få dage efter nyheden. 

Nu har både Smukfest, Bork Festival, Bakkefesten og Kløften fulgt trop og taget ham af programmet. 

Mens Bork Festival, Bakkefesten og Kløften arbejder på at finde en erstatning, har Smukfest annonceret Johnson som afløser.


Grøn Koncert har erstattet Benny Jamz med rapkollegaen Sivas, der står bag hitsene “d.a.u.d.a” og “Sidste timer”. 

De to musikere har lavet sange som “Savannah” og “Ik noget problem” sammen, ligesom Benny Jamz har produceret for Sivas ad flere omgange. 

Derfor er det ikke helt uden betænkeligheder, at Sivas erstatter sin kollega på Grøn Koncert.


“Det er aldrig nemt at erstatte en anden, især når det er en man værdsætter og ser op til, og ville ønske det var under andre omstændigheder, men på trods af det, takker jeg for muligheden og lover at vi kommer og holder en kæmpe fest med jer allesammen,” skriver han under et opslag fra Grøn Koncert. 

Da Thor Farlov afslørede, at han havde Benny Jamz med som feature på sangen “1000 Øjne” kun en dag efter dommen, var der også masser af støtte at spore i kommentarfeltet

“Sikke et team” skrev Andreas Odbjerg, mens Kesi kommenterede: “Drengene”.


Kesi havde også Benny Jamz med på scenen til Distortion under hittet “Ibiza”. Det førte til hård kritik fra den konservative politiker Niels Peder Ravn, mens festivalen selv udtalte, at de havde sagt nej, hvis det vidste at rapperen ville være til stede.

Haslev Festdage har i skrivende stund stadigvæk Benny Jamz på programmet, hvor han giver koncert på lørdag den 13. juni.

 


ANNONCE