x
Baroness: Lille Vega, København

Baroness, Lille Vega, København

Baroness: Lille Vega, København

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Jeg har fulgt Baroness siden cirka 2008, da jeg fik stukket deres debutplade "Red" i hånden af min dengang lokale pladepusher, og på trods af min skepsis indledningsvis, vandt bandets fantastiske univers og lækre guitarmelodier langsomt over min pessimisme. Blandingen af syret 70'er-rock med de mange progressive elementer og de tungere, mere metal-inspirerede stykker giver lytteren en oplevelse af at være på en eventyrlig rejse, og man skal være usædvanlig kold indvendigt, hvis man ikke kan drømme sig bare lidt væk til Baroness.

I slutningen af december sidste år udgav bandet deres fjerde studiealbum, "Purple", som er det første med den nye besætning. Ny er måske ved at være gammel efterhånden, da bandets konstruktion har været den samme siden 2013, da Sebastian Thomson og Nick Jost erstattede Allen Blickle og Matt Maggioni, som begge var tvunget til at indstille karrieren på grund af brækkede rygge, efter bandets tourbus forulykkede. Albummet blev godt modtaget af både kritikere og fans, og det føles da også som en naturlig udvikling for et band, der har været igennem så voldsom en begivenhed, med både nostalgi og udvikling i en fin balance.

Inden vi får lov at dykke ned i de farverige albums, skal vi lige høre lidt Closet Disco Queen. Ja, bandnavnet er nok noget misvisende, eller også er de bare elendige til at spille disco. Jeg når desværre ikke hele deres koncert, da taxaen blev forsinket, og det betyder også, at jeg ikke rigtigt føler, at jeg kan lave en retvisende anmeldelse af bandet. Det, jeg dog kan gøre er at sige min mening om det, jeg nåede at se. Men Closet Disco Queen spiller dælme en god gang instrumental, støvet og tung rock. Der er ikke så mange dikkedarer her, bare ren og rå musik. Det virker som den perfekte opvarmning for Baroness. Musikken er tæt nok på til, det ikke virker malplaceret, men langt nok fra til, at man ikke sammenligner dem for meget. Godt spillet og en ganske fornuftig lyd. Jeg er i hvert fald klar til mere musik nu.

Da tæppet langsomt bliver trukket fra og scenen blottes, lyder der en højlydt jubel fra publikum. Det lilla lys fra projektørerne omslutter forstærkere og trommesæt og understreger, at vi er her, fordi "Purple" lige er blevet udgivet. Koncerten åbnes med "Kerosene", meget passende, fra den nye skive. Vi skal alle sammen lige i gang igen efter en kort pause, og det tager de fleste nede på gulvet et halvt nummer at komme i gear.

Baroness er et band, der leger med struktur og ikke altid tager den nemme eller den catchy vej til enden af regnbuen, og det kommer aftenen også til at bære præg af. Første gang, vi får lov til at smage lidt på det, er allerede i overgangen mellem første sang og anden sang, "March to Sea". Bandet har tilføjet en lang Pink Floyd-agtig intro til sangen, komplet med guitarsolo og hele pivtøjet. Da det efter noget tid går op for os, at det er "March to Sea", der bliver spillet, er det ligesom, festen for alvor starter, og bandet virker også mere tilpas efter et enkelt nummer.

Igen indleder bandet en sang med en ekstra intro – denne gang på keyboard. Det bliver i mine ører en lille smule overflødigt, og det virker som om de fleste bare venter på, at sangen går i gang. "Morningstar" er endnu en sang fra det nye album, og det ligner en klar bandfavorit. De virker i hvert fald, som om de nyder at spille i Vega i aften. Forsanger og guitarist John Baizley udnytter sit noget begrænsede sangtalent fuldt ud og rammer pladen lige i røven.

Med musik som dette er det ikke altid vigtigt, hvordan der bliver sunget, men når man som her kan høre, at det, der er optaget, også er det, der bliver præsteret live, så bliver man jo lidt ekstra glad. Det samme gør sig faktisk gældende på både guitar, trommer og bas. Bandet spiller godt, meget godt og de snyder tilsyneladende ikke noget videre i studiet. Det er efterhånden en sjælden ting at opleve et band, der rent faktisk kan levere plademateriale ordentligt live, men Baroness gør i aften alt, hvad de kan for at udrydde denne beskidte trend.

"Board up the House", som er et af mine absolutte yndlingsnumre, får vi i en lidt mere rå og upoleret udgave. Det ærgrer mig en smule, da noget af det, der gør Baroness spændende, er deres dynamik. Okay, det har da også sin charme, at selv de roligere sange får et skub op i intensitet, men i mine ører er der for meget distortion på guitaren, og det dræber nogle af de lækre nuancer i sangen. Det skal selvfølgelig tilføjes, at jeg stadig skreg mine lunger ud og fik kuldegysninger over den eminente basgang. Og det gjorde resten af salen også.

Igen, igen et lille instrumentalt intermezzo... Og så som intro til et instrumentalt nummer??? Jo, det er sådan, det går ned i aften. Heldigvis rykker "Green Theme" for vildt og er, sjovt nok, dagens højdepunkt, indtil videre. John Baizley viser overskud og stiller sig helt ud til publikum for at spille sin lead uden at kigge ned på gribebrættet en eneste gang. Den overlegne stil og overskuddet er en generel ting i aften, og det føles aldrig rigtig presset eller besværligt for bandet. Alting flyder meget naturligt, og man får en fornemmelse af intimitet og symbiose mellem band og publikum.

Denne symbiose fortsætter på sangen "If I Have to Wake Up", som nok er bandets mest poppede nummer og på "Clorine and Wine", også et poppet nummer. Begge sange går rent ind og får masser af sing-along og applaus som respons. Herefter kommer et af mine mest ventede numre, nemlig "Eula". Bandet starter langsomt og bygger roligt på og lader tempoet stige, indtil trommerne samler det hele. Fremragende spillet.

Desværre lider bandet igen under for meget distortion på guitaren, og mange af de smukke detaljer bliver ikke helt så tydelige, som man kunne håbe på. Når det er sagt, tror jeg ikke, jeg så en mund stå stille til omkvædet, ej heller en nakke, der ikke bevægede sig, og live-lyd er selvfølgelig heller ikke det samme som studielyd.

Bandet slutter en flot aften af med hittet "Take My Bones Away". Igen er alle med, og bandet ser ud til at give alt, hvad de har tilbage i reserverne. Omkvædet skrålet af en hel sal giver igen kuldegysninger, og koncertene kunne ikke været afsluttet bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA