x
Citybois: Magasinet, Odense

Citybois, Magasinet, Odense

Citybois: Magasinet, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Det må være en hektisk tilværelse at være purung i dagens Danmark. Man skal både passe sin skole, sine fritidsinteresser, sine fire-fem sociale medier, der alle skal holdes opdateret døgnet rundt, og ikke mindst skal man hele tiden holde øje med en god håndfuld popstjerner, der gerne tager store summer for selfies og meet-n-greet. Målrettet musik som den, Justin Bieber og One Direction laver, har for alvor kickstartet en koncertkultur, der aldrig har været så skrigende intens og ikke mindst krævende for bekymrede forældres døtre.

Skriget er det samme, som det var dengang til Elvis, til Beatles og til Backstreet Boys-koncerterne, men hænderne er for få. Hvordan skal man dog vise, at man er den største Citybois-fan, når den ene hånd skal holde en filmende iPhone og den anden skal tage sig af svingeri, plakater, purple light-stænger og "vælg mig"-fingre?

Musikken live viste sig at være ganske tilforladelig. De to hovedpersoner var ganske upåvirkede af det faktum, at de er godt på vej ind i et surrealistisk og frygtindgydende "cut for Bieber"-land, hvor alle unge drenge mister jordkontakten og flyver lige lovlig tæt på solen og lignende rusmidler. Som den første af mange klare referencer til Nik & Jay havde Anthon & Thor medbragt et band på fire gutter, der gav den gas med trommer, bas, el-guitar og anden lyd, der forsvandt i de pigehvin, som opstod hver eneste gang 'boisne begav sig ud i en hvilken som helst anden gestik end at skifte plads med jævne mellemrum, mens de sang.

Alle duoer gennemlever samme problem, og Anthon Edwards Knudtzon er utvivlsomt den mest kompetente popsanger af de to. På sange som "Come a Little Closer" og "Stay" blev det tydeligt, at han har forfinet sin genkendelige, halvnasale og tidlig-timberlakeske vokal, mens Thor Blanchez Farlov, der lever samme skæbne som Art Garfunkel, John Oates, Big Boi og Jannik Thomsen, lige akkurat kunne følge trop. Man mærkede ikke rigtig kemien mellem de to under den tydeligt indøvede mellemsnak, men til gengæld fik Thor lov til at lege damejagthund og hente en lille sitrende pige op på scenen til en tag team boisificering med et charmerende, men hedensk Bieber-klingende cover af Michael Jackson og Paul McCartney-duetten "The Girl Is Mine".

Drengene var ellers bedst på dansk. Coveret af Danseorkestrets "Du og Mig" passede som fod i hose for de to gutter, og den mere umiddelbare del af deres r&b møder boyband-lyd. Desværre blev stemmerne på verset lidt for mudrede, og det var nok fordi, det var et få steder, hvor Citybois ikke havde en hel hærskare af hengivne fans til at skrige om kap. Koncertens højdepunkt kom med "Hvornår Ses Vi", der viste to unge popstjerner, som med det danske sprog blev kortvarigt nærværende musikere frem for tyndt camouflerede Chippendales-dansere.

Jeg er en to meter høj og buttet mand med fuldskæg, der er taget alene til Citybois-koncert. At sige, at jeg stod en lille smule ud fra mængden ville svare til at sige, at oppustede kondomer og kaste-trusser er en anelse upassende til et event, hvor gennemsnitsalderen er lidt i den lave ende. Magasinets koncertområde var omringet af enten skeptiske eller begejstrede forældre, og rundt omkring i skyggerne stod små flokke af unge mænd og drenge, der forsigtigt sang med, mens de stift undgik hinandens blikke, medmindre det var for at forsikre hinanden om, at de ikke var "rigtige" Citybois-fans.

Koncerten, der begyndte på slaget 19.30, var overstået efter en lille koncentreret time, og alle kunne komme hjem til sengetid. Inden da skulle Anthon og Thor dog lige leve op til drilske løftede trøjer med en ekstra-spilning af "What Bois About To", denne gang uden trøjer. Det siger lidt sig selv, at aftenen ramte et niveau, hvor fritidsordningens decibel-måler går fra rød til "glem det". Det skabte naturligvis et dilemma for visse ihærdige fans, der havde set deres snit til komme forrest i køen til selfies og autografer efter koncerten. Ak sådan er livet, når man skal være den største Citybois-fan. Og musikken, den var fin nok. Det lod bare ikke til at være på grund af musikken, at Citybois er taget på turné.                              

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA