x
James Morrison: Store Vega, København V

James Morrison, Store Vega, København V

James Morrison: Store Vega, København V

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er altså noget med de engelske eksponenter for stilen, der er blevet kaldt Blue-Eyed Soul. Kombinationen af en ukunstlet og ligefrem optræden på scenen og friheden til at plukke fra amerikanske forbilleder uden at skulle være tro mod oprindelse, gør, at du fra tid til anden møder hybrider, der rammer. En sådan er James Morrison, og til aften gennemførte han en veldisponeret seance foran en næsten fyldt sal, som virkelig holdt. Hans stemme har en egen original klang, ikke totalt sandpapir som en Rod Stewart, men der er noget af det. Og i samklang med de obligatoriske to kordamer fik den ikke for lidt med fraseringer, der pegede mod Memphis, Tennesee, men samtidig helt var Morrisons egne.

Han kom med fuldt band, som for det meste spillede en særdeles traditionel gang americana med samme besætning som en anden Morrison, Van The Man, som må være et af forbillederne. Altså med Hammondorgelet i centrum og dertil en pianist, der trakterede sit elektriske klaver fornemt. Koncerten blev et vue over den efterhånden ti år gamle karriere, hvor hittene fra de to første plader kom ind og løftede et begejstret publikum, der var frisk på at synge, når det var påkrævet, som på hans nok største hit, Broken Strings, som i sin tid havde medvirken af Nelly Furtado. Her var vi henne i slutningen af koncerten, og publikum for længst bjergtaget af den hårdt arbejdende og lavmælt karismatiske fyr på scenen.

Jeg ser i James Morrison en kunstner, der kan få en lang karriere, for han har virkelig en god stemme og sans for de gode melodier. Ligesom han kunne være morsom, som da han i oplægget til Slave To The Music fortalte om sin barndoms idol, Michael Jackson, og gennemførte en drømmesamtale, hvor han så lød som MJ i dennes mest spacede øjeblikke oppe i himlen ("I'm alright, and Bubbles too" - eller noget i den stil). Ret sjovt. Og ja, der var Jackson over det hele i den gode sang.

Men alligevel var det evnen til at gå i folk med træsko på, der fylder her bagefter. Samt den omfattende kunnen, der gjorde, at alskens virkemidler, du har set 1001 gange, alligevel gik hjem, fordi sangeren havde så meget indhold. Og et band, der spillede fornemt, når de da ikke forlod scenen for at lade os være alene med solisten.

En koncert, hvor publikum, der var overraskende modne, vil komme igen. De nød de mange sange fra de to første album, men kunne også konstatere, at nye sange som Demons og Higher Than Here fint fungerede. Men også kvitterede med stor glæde, da de fik sangen, der startede eventyret for ti år siden, You Give Me Something, at gå hjem på.

Dejlig koncert med James Morrison.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA