x
Søvndyssende sødme fra den legesyge duo

Maja og De Sarte Sjæle , Spot Festival, Godsbanen, Aarhus

Søvndyssende sødme fra den legesyge duo

Anmeldt af Mette Meyer Christensen | GAFFA

(Arkivfoto)

Med svajende guitarlyd og sjælefuld sødme spillede Maja og De Sarte Sjæle deres legesyge poplyrik for publikum på årets Spot Festival. Det var sødt med sødt på, og saltmanglen viste sig undervejs.

Duoen Maja og De Sarte Sjæle, bestående af sangerinde Maja Rudolph og tekstforfatter Timo Andersen, havde deres solidt spillende band med på Godsbanens Åbne Scene, da de fremførte en håndfuld sange fra den selvbetitlede debutplade, som udkom for en måned siden. Rudolphs fine, skrøbelige stemme fungerede godt sammen med den jammende guitar og de jazzede trommer, hvorfor de dansksprogede popnumre lød knapt så velpolerede, som de lyder på pladen – og dét klædte dem.

Den favnende ”Tøndervej” blev startskuddet på aftenen efterfulgt af duoens anden single, ”Lille Turteldue”, som vakte stor genkendelsesbegejstring hos publikum. Aftenens sange var en lettere søvndyssende affære forstået således, at vi blandt publikum ganske enkelt befandt os midt i en lyserød drøm med diverse udsagn om kærlighed og knuste hjerter. En drøm, man ikke sådan lige har lyst til at vågne op af.

Og dog. Nogle af numrene gav denne anmelder lyst til at vågne akut. Det kan nemlig være svært at købe præmissen om, at en voksen kvinde står og udtrykker barnlig eksistentialisme, som det eksempelvis er tilfældet med ”Det her liv”. Netop under den nævnte sang begyndte publikum da også at stå og småsnakke i den halvtomme sal. Opmærksomheden faldt dog tilbage på scenen igen, da ”Det gør nas” og førstesinglen ”Uden dig” blev spillet med stor støtte og applaus fra publikum.

Der er ingen tvivl om, at Maja og De Sarte Sjæle kan noget på en scene. De ordproppede sange blev fremført på charmerende vis, og bandet gav Maja Rudolphs vokal noget positiv modstand. Numrenes ordlyd bliver dog en kende for tuttenuttet til at være helt troværdige for denne anmelder. Nogle gange går Disney og socialrealisme bare ikke op i en højere enhed.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA