x
Veloplagt veteran holdt slide-fest i Syddanmark

Bonnie Raitt, Godset, Kolding

Veloplagt veteran holdt slide-fest i Syddanmark

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto grundet fotorestriktioner

Kolding kan også være med, når det gælder om at hente internationale navne til landet. I år har spillestedet Godset således blandt andet præsenteret 90’er-r&b-gruppen En Vogue og 00’er-rapfænomenet Nelly, og denne aften står Bonnie Raitt på plakaten. Den californiske, i dag 66 år gamle blues-sangerinde, slideguitarist og sangskriver, der har været aktiv siden begyndelsen af 70’erne, fik sit brede gennembrud i 1989 med det storsælgende og tredobbelt Grammyvindende album ”Nick of Time” og stadig har et pænt publikum uden helt at nå de fornemme hitlisteplaceringer fra slut-80’erne og start-90’erne.

Godset er da også udsolgt denne lyse sommeraften (ligesom Amager Bio er det dagen efter), og præcis klokken 22 træder Raitt og hendes fire musikere på guitar, bas, trommer og tangenter ind på scenen på den gamle godsbanegård. De lægger ud med INXS-nummeret ”Need You Tonight”, som Raitt har indspillet på dette års vellykkede album ”Dig in Deep”, hendes 17. af slagsen. Det swinger, nummerets iboende bluesundertoner er blevet trukket frem i lyset, og Raitt er i storform. Hendes karakteristiske stemme, der fusionerer noget ungpigeuskyldigt og rent med den livserfarne kvindes diskrete hæshed, klinger smukt, og hendes fingre danser ubesværet hen over guitarens gribebræt, ikke mindst tommelfingeren, der er iført den obligatoriske bottleneck. De fire andre musikere spiller også fremragende, både hver for sig og sammen, og både tangentbetvinger Mike Finnigan og guitarist George Marinelli får affyret en solo – ligesom Raitt selv gør det.

”Used to Rule the World” fra det forrige album ”Slipstream” og ”The Gypsy in Me” fra det nye udspil følger. Sidstnævnte er i øvrigt en markant fremrykning i forhold til den nedskrevne sætliste, hvilket tyder på en vis afslappethed og improvisationslyst fra Raitts side. Stemningen får lige en tand yderligere op med flere soloer fra både Raitt og hendes sidemen, inden den når sin foreløbige kulmination under balladen ”Undone”, hvor Raitts stemme lyser lige så klart op som det flammende røde hår. Sangen er ligesom mange andre denne aften og på hendes plader ikke skrevet af hende selv, men i dette tilfælde Bonnie Bishop, men Raitt formår at gøre sangen til sin egen og giver samtidig ophavskvinden den fortjente respekt – noget, som sker flere gange i aften, hvor Raitt desuden gentagne gange improviserer i forhold til sætlisten.

Respekten er også stor fra det begejstrede publikum, og Raitt kvitterer med roser til både tilhørerne, de lyse danske sommeraftener og det politiske klima her i landet – ”det er meget bedre her end i USA,” siger hun, men at dømme efter publikums blandede kommentarer er forskellen måske ikke så stor endda, desværre. Scenen på Godset er i øvrigt forholdsvis lav i forhold til rummets størrelse, og en koncertgæst råber på, at storskærmene skal tændes. Der er nemlig storskærme på Godset, noget temmelig usædvanligt for et spillested af denne forholdsvis beskedne størrelse. ”Det er okay med mig, hvis I ser os og ikke fodbold,” siger Raitt selvironisk, og senere lover hun at hoppe op og ned, for at publikum bedre kan se hende. Det sker dog ikke, men heldigvis kommer der gang i storskærmene, og det hjælper på udsynet, også selvom de bare viser den samme kameraindstilling hele tiden. Vi får i øvrigt et par underfundige kommentarer om thrash metal-legenderne Slayer, som Raitt har boet på hotel med i Malmö.

 

Akustiske højdepunkter

Sætlisten fortsætter med blandede godbidder fra både nutiden, de unge år i 70’erne og tiden omkring det kommercielle højdepunkt – og adskillige veloplagte soloer fra Raitt og ofte også guitarist George Marinelli og keyboardspiller/organist Mike Finnigan, hverken for lange eller for korte. En stribe ballader midt i sættet bliver et intenst højdepunkt med elegant fingerspil fra Raitt på den akustiske guitar på blandt andet J.B. Lenoirs ”Round and Round”, tilsat mandolin fra George Marinelli og percussion fra en roadie. Også Mose Allisons pacifistiske blues ”Everbody’s Crying Mercy” får smilene til at brede sig og danser som en sommerfugl, samtidig med at teksten stikker som en bi, for nu at citere nyligt afdøde Muhammed Ali. (”Everybody's crying peace on earth / Just as soon as we win this war”, lyder det blandt andet).

”Hear Me Lord” er skrevet af Oliver Mtukudzi fra Zimbabwe (”et land med et styre, der er endnu værre end vores” og er en elegant blanding af gospel og afrikansk dansemusik, som i munden og hænderne på Raitt og band lyder fuldstændig ubesværet. Hittet ”Something to Talk About” fra 1991-albummet ”Luck of the Draw” får gang i smådans og fællessang, mens den ny- og selvskrevne ”The Comin’ Round is Going Through” er et hårdtrockende angreb på kapitalistisk grådighed, og så giver tager keyboardspiller Mike Finnigan lige mikrofonen for at give en velsunget hyldest til nyligt afdøde B.B. King på dennes ”Don’t Answer the Door”.

Man kan blive ved med at nævne højdepunkter, men jeg vil slutte med det allerstørste: Det første ekstranummer, balladen ”I Can’t Make You Love Me”, som ganske vist er fortolket til bevidstløshed fra diverse talentshowdeltagere over George Michael til multimillionsællerten Adele, men det var Raitt, der indspillede den først, og hendes overlegne vokal understreger på Godset, at sangen først og fremmest er hendes. At hun og bandet efterfølgende roder lidt rundt i introen i den spontant spillede ”Have a Heart”, som de efter eget udsagn ikke har spillet i to år, viser bare, at de trods alt kun er mennesker – og så får de jo kørt den ind med elegance bagefter. Sidste stik er ”Sweet and Shiny Eyes” med den i øvrigt veloplagte ”very special guest”, blues-sangeren Jarrod Dickenson på scenen. Undervejs får Raitt annonceret, at hun gerne vil komme tilbage om et år – og om 25 år. Hun skal være så hjertelig velkommen til begge dele.

 

Opvarmning: Jarrod Dickenson ****

Inden Bonnie Raitt får vi 40 minutters opvarmning fra den Waco, Texas-fødte sanger og sangskriver Jarrod Dickenson, der viser sig som et spændende bekendtskab. Cowboyhatten signalerer country, men musikken er snarere blues, som bliver fremført på skiftevis sejt akkordhuggende, forvrænget el-guitar og mere nænsont fingerspillet akustisk ditto og med en fyldig vokal i centrum. Sangene handler mest om at have ”the blues”, fordi de der kvinder ikke helt vil, som sangenes fortæller vil, men der er også et enkelt mere samfundskritisk nummer om korruption på Wall Street og en fin fortolkning af Tom Waits’ ”Picture in a Frame”. Absolut udmærket for den traditionsbundne genre og med en dejlig selvironisk attitude fra Dickenson, der blandt andet fortæller, at en koncertgænger engang brokkede sig over, hvor triste hans sange var. ”Jeg har ellers kun spillet de glade numre,” var Dickensons svar. Hold øje med ham.

 

Sætliste:

Need You Tonight

Used to Rule the World

The Gypsy in Me

Undone

Shakin’ Shakin’ Shakes

Love Letter

I Believe I’m in Love With You

Round and Round

I Feel the Same

Everybody’s Crying Mercy

Hear Me Lord

Something to Talk About

The Comin’ Round is Going Through

Angel

Don’t Answer the Door

Good Man, Good Woman

What You’re Doin’ to Me

Ekstra:

I Can’t Make You Love Me

Have a Heart

Love Sneakin’ Up on You

Sweet and Shiny Eyes


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA