Virkelig vild: Intens Iggy i Aarhus

Iggy Pop, NorthSide, Green Stage

Virkelig vild: Intens Iggy i Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

”I’ll fucking kill ya!,” snerrer Iggy på et tidspunkt og kaster mikrofonstativet hen ad scenegulvet – mellem ekstranumrene efter små halvanden times højpotent, frenetisk festivalkoncert i Aarhus fredag aften. Ikke henvendt til publikum, men derimod til bandet bag ham, da de gør mine til at lægge instrumenterne fra sig og takke af. ”I wanna fucking play!,” opildner han.

For 69-årige Iggy er ikke til at stoppe i aften, og det er sådan set evident, næsten allerede fra han kommer svansende ind på scenen i bar overkrop og åbner festen med ”No Fun.”

Det er kun halvanden måned siden, Iggy Pop gav en mindeværdig koncert i Falconer Salen på Frederiksberg med holdet bag det seneste album, ”Post Pop Depression.” I aften er han tilbage med andre (og mindre prominente) backingmusikere og ikke mindst et væsentligt anderledes sæt, der trækker kraftigere på det helt gamle Stooges-materiale, end tilfældet var ved forårets københavnerkoncert.

 

Lyst til livet

Mens klokken kryber mod midnat, får vi først ”No Fun” og ”I Wanna Be Your Dog” – begge fra ”The Stooges” (1969) ­– og siden også halvfjerdser-højdepunkter som ”Nightclubbing,” ”The Passenger” og ”Lust for Life.” Og Iggy virker virkelig stadig som en mand med lyst til livet, hvilket ikke kan undgå at smitte af på det entusiastiske publikum foran den store scene sent fredag aften.

”I’m a wreck / so what would you expect?!” vrænger Iggy et sted, i aften: ”Jeg er et vrag, så hvad kan du forvente?” Og sandt er det da også, at netop Iggy – om nogen – i sine yngre, vilde år kandiderede til en skæbne som, ja, vraggods, og misbrugsrelateret martyrium.

I aften er det, utroligt nok, ikke desto mindre Iggy som står levende – meget, endda – foran os, mens både Bowie og Reed er blevet taget fra os. Foran scenen kaster de mest eksalterede sig rundt mellem hinanden, og under ”Real Wild Child (Wild One)” kommer hovedpersonen ned fra scenen, i nærkontakt med sit publikum.

 

Mindeværdigt

Spytklatterne flyver til højre og venstre, mens Iggy kaster sig rundt i karakteristiske positurer og først mod slutningen griber til comebackalbummet; med ”Break Into Your Heart” og ”Gardenia,” som synes at vække mindst lige så stor genkendelsesglæde blandt det overvejende unge publikum som aftenens mange klassikere.

Og på den led bliver aftenens koncert også en smuk opvisning i det, festivalkoncerten også kan: Udvide musikalske horisonter, videreføre en kulturel udtryksform.

For uanset alder og baggrund er energien fra aftenens (og festivalens) hovedperson uafviselig i aften og sejren tæt på total, da han – nu i læderjakke, mod den kølige nattevind – endelig runder sættet af med ”Wild America.” Mindeværdigt møde med en naturstridigt vital levende.

 

Sætliste:

  1. No Fun
  2. I Wanna Be Your Dog
  3. The Passenger
  4. Lust for Life
  5. Five Foot One
  6. Sixteen
  7. Skull Ring
  8. 1969
  9. Sister Midnight
  10. Real Wild Child (Wild One)
  11. Nightclubbing
  12. Some Weird Sin
  13. Mass Production
  14. Repo Man
  15. Sunday
  16. Break Into Your Heart
  17. Gardenia
  18. Neighborhood Threat
  19. Search and Destroy
  20. Down on the Street
  21. I Need Somebody
  22. Wild America

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA