No-no-notorisk nostalgi

Duran Duran, NorthSide, Green Stage

No-no-notorisk nostalgi

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Målt i antal solgte plader er Duran Duran det mest succesfulde navn på årets NorthSide. Mere end 100 millioner har de solgt, om end vi skal tilbage til 1992 for at finde deres sidste helt store hit, ”Ordinary World”. Sidste år fik de et respektabelt comeback med albummet ”Paper Cuts” og sangen ”Pressure Off”, men der er ingen tvivl om, at langt de fleste publikummer er kommet for at høre deres store hits fra firserne – uanset om de var født dengang eller ej, og det var de fleste rent statistisk knap og nap, med en gennemsnitsalder på festivalen på 28. Nogle af dem begynder ligefrem at twerke – mere om det senere.

Duran Duran består i dag af 4/5 af lineuppen fra storhedstiden: Sanger Simon Le Bon, bassist John Taylor (ham, der en overgang i firserne var kæreste med Renee Toft Simonsen), keyboardspiller Nick Rhodes og trommeslager Roger Taylor, ikke at forveksle med navnebroren med samme job i Queen. Kun guitarist Andy Taylor mangler – han er erstattet af Dom Brown, der i øvrigt har en vis lighed med Bryan Adams. Gruppen er desuden udvidet med to velsyngende soul/gospelorienterede korsangerinder og en mand på keyboard, tamburin og firsernes måske mest ikoniske, i dag næsten glemte popinstrument – tenorsaxofon. Scenen rummer også et podie med en lille trappe op – også en firserting, som blandt andet huskes i en lidt højere udgave fra Tina Turners ”Foreign Affair”-turné fra 1989/90

Gruppen lægger forholdsvis stille ud med titelnummeret fra ”Paper Gods”. Ikke en af bandets stærkeste sange, og de fænger da heller ikke i Ådalen. Til gengæld kan man glæde sig over, at Simon Le Bons karakteristiske, smånasale stemme er i topform, og den skinner på linje med Nick Rhodes’ hår, der er lige så platinblond, som det altid har været – det er lige før, man skal have solbriller på, hvis man kigger på ham. Rhodes er i øvrigt ulasteligt klædt i jakkesæt og gorillaslips, mens Le Bon er iført sort og hvid læderjakke og hvide bukser – og har fået en smule mere kropsmæssigt pondus med årene, men absolut inden for rimelighedens grænser.

”The Wild Boys” fra 1984 sætter så småt gang i festen, og den fortsætter med nok et firserhit, ”Hungry Like the Wolf” (1982), komplet med lille solo på tenorsaxofon. Bond-temaet ”A View to a Kill” (1985) bliver ikke overraskende indledt med Bond-grafik på storskærmen, mens 1992’s ”Come Undone” får en af de to korsangerinder, Anna Ross frem i rampelyset som stærk duetpartner og dirigent af tusindvis af vuggende arme.

Den nye, dance-orienterede ”Last Night in the City” er næppe særlig kendt, men den er velegnet til fællessang, og sådan bliver det. Balladen ”What Are the Chances?” er en af gruppens bedre sange af de nye, og den bliver taget forholdsvis godt imod. Jeg ville dog ikke have lagt to nye sange lige efter hinanden i et sæt, hvor de gamle numre er i kraftigt overtal – der er risiko for at tabe publikum. Modtagelsen af 1986’s funky ”Notorious” er da også langt mere positiv, og nu er der for alvor ved at komme gang i festen og fællessangen på ”no-no-notorious”. Det fortsætter under sidste års mellemstore hit ”Pressure Off”, hvor de to korsangerinder fint kompenserer for manglen på gæstevokalisten Janelle Monae. Her fyrer bandet også konfettikanoner af – lidt tidligt i sættet, det er normalt noget, man gør, når festen når sit klimaks, men det får stemningen til at gå et gear op.

”Planet Earth”, gruppens allerførste single fra 1981, følger, denne aften elegant bundet sammen med omkvædet i David Bowie-klassikeren ”Space Oddity”, som sangen, som titlerne antyder, deler tema med. ”I Don’t Want Your Love” fra 1988 er egentlig ikke blandt bandets bedste sange, men i aften bliver den leveret i en usædvanlig funky udgave med yderst groovy, synkoperet trommespil – til dels på elektronisk drumpad, endnu et firserkendetegn – og det bliver et af aftenens højdepunkter. ”White Lines” fra 1995 er en funky sag, som elegant får indflettet endnu et Bowie-citat, denne gang den ikoniske intro fra ”Let’s Dance”. Duran Duran og Bowie har i øvrigt en fælles fortid, i og med at de begge har arbejdet sammen med den funky stjerneproducer Nile Rodgers – henholdsvis på albummene ”Notorious” (1986) og til dels ”Paper Gods” (2015) og ”Let’s Dance” (1983).

”(Reach Up for the) Sunrise” fra 2004 får, helt i tråd med tekstens budskab, hænderne i vejret, og ”Girls on Film” fra 1981, med firserklingende slagbas, får igen fødderne til at bevæge sig i stor stil. To kvinder i 20’erne ligefrem twerker få meter fra mig – det havde jeg ikke set komme.

Første ekstranummer, ”The Reflex” fra 1984, præsenterer endnu en saxofonsolo, inden Duran Duran lukker ballet med ”Rio” fra 1982 – og badebolde ud over publikum, en trick der også virker denne aften, hvor solen smukt er ved at gå ned til venstre for scenen. Desværre må vi undvære den smukke ”Save a Prayer” fra 1985 – gruppens flotteste ballade, som de ellers spiller på den igangværende turné, men måske er tidsplanen skredet. En skønhedsplet på en ellers yderst vellykket koncert. Og derfor var det, der på papiret lignede en noget tilbageskuende booking, den helt rigtige fest til sidste aften på NorthSide.

Duran Duran kom, så og sejrede med et sæt, hvor firsernostalgien ganske vist var så stor, at man ikke ville have undret sig, hvis salig Kim Schumacher havde rejst sig fra graven og var kommet ind på scenen. Alligevel beviste de forholdsvis mange og relativt vellykkede nye numre, at bandets lystyacht ikke er sejlet helt på grund i fortidens klippeskær. Den helt rigtige fest til den sidste aften på NorthSide.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA