x
Charmerende rodebutik åbner Orange

The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + guests, Orange Scene, Roskilde Festival

Charmerende rodebutik åbner Orange

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det kunne have været svaret på en mangeårig drøm for undertegnede: at se et klassisk arabisk orkester udfolde sig. Men med i drømmen har unægtelig også været tilstedeværelsen af en af de arabiske divaer, som en Fairouz, en Majida El Roumi eller den uartige syriskfødte superstjerne, George Wassouf. Og en sådan, vel at mærke med den produktion, der er en selvfølge i den arabiske verdens metropoler, fra Beirut, Cairo og Damascus til Dubai, ville have været prikken over i'et på Orange Scene i dag.

Det syriske symfoniorkester var godt nok. En ferm ney-fløjtespiller tog mange point, en violinist gav os en langstrakt solo, men med udpræget timing og humor, mens oud-spillerens solo var en langgaber, som de mindre end habile lydfolk fik reduceret til ingenting. Men kombinationen af det velsyngende kor og selve orkestret vandt til sidst, da de spillede sig ud i et klassisk arabisk stykke uden at blive forstyrret af de forskellige velmenende solister, der var indkaldt til lejligheden.

Og hvem var så de solister? Der var selvfølgelig Damon Albarn. Flink fyr, men også en mand, der ofte synes at komme til kort, når han står på scenen med mestermusikere fra Afrika og altså nu den arabiske verden. Han havde flikket en enkelt sang sammen, som lød som et greb i skuffen tilsat en passende tekst, der berørte emnet med flygtninge og ønsket om åbne grænser. Her stod Malis stolthed, n'goni-virtuosen Bassekou Kouyate, og spildte sin tid, fordi lydfolkene tydeligvis ikke vidste, hvordan man miker en lille afrikansk lut med pickup-mikrofon op. Det var beskæmmende. En koraspiller fra Senegal, Seckou Keita, hastede ind og kom lidt bedre igennem, men det var en flad, crowdpleasende omgang.

Endelig gav Damon Albarn os en kort version af The Beatles' Blackbird, tilsat den amerikanske sangerinde Julia Holter. Det var løst og ganske kort, hvor efter det syriske orkester tog over i en af de variationer, som der er så mange af indenfor arabisk musik, hvor vestlige oplæg bliver arabiseret. Det var ikke videre inspireret.

Fra Södertalje i Sverige havde man gravet den syriskfødte sangerinde Faia Younan, frem. Oprindelig fra Aleppo tog hun os en tur tilbage til arabisk films guldalder med hints i retning af syriskfødte legender som Asmahane, lillesøster til Farid El Atrache. Det er noget, enhver arabisk pige kan nynne med  på, og det var bestemt ikke overbevisende. Et godt råd: vil man høre arabisk sang ordentlig afleveret på disse kanter, vil jeg foreslå den i København bosatte ægyptiske sangerinde Fatma Zidan.

Et højdepunkt var den tunesiske sufisanger, Mounir Troudi, som først gav os en solo - en såkaldt Takzim - som vækkede publikum, og efterfølgende kom langt ud over kanten. Jeg mener, at jeg så ham også med Africa Express for et år siden. Det samme gjaldt den fine sangerinde fra Mauritanien, Noura Mint Seymali, som tilhører den nye generation af sangerinder indenfor hassania-kulturen, og som søger at tage tråden op efter berømte og for tidligt afdøde Dimi Mint Abha. Med sin traditionelle lyre og direkte appel kom også Noura langt ud over kanten, som hun gjorde det for et år siden.

Koncerten sluttede med en veritabel katastrofe i form af den afdankede raïsanger Rachid Taha, som gav os sin kendingsmelodi, Ya Raï, en sang som også Khaled sang før ham. Desværre var det backtracket, der bar det meste, og det forekom klodset, at han ikke kunne synge denne enkelte sang ordentligt på en så stor scene.

Bassekou Kouyate kom igen til sidst. Stadig med en syg forbindelse - jeg gætter på, at det var ledningen fra pickup-mikrofonen, der var i stykker, så den skrattede - men denne gang givende los med wah-wah-pedalen og distortion leverede han en habil solo. Det må dog have ærgret ham, for jeg så altså hans optræden forleden i Royal Albert Hall på YouTube, og der fungerede lyden meget bedre og n'gonien var det rislende kildevæld af toner, der i sin tid gjorde denne store virtuos berømt.

Modigt gået at smide showet op på Orange Scene. Jeg kan lide formålet, og der var da en del publikummer, der virkede underholdt. Men i forhold til, hvad arabisk musik kan, når det er på topniveau, var der altså et pænt stykke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA