x
Fremtiden fandt sted i 70'erne, og det ydre rum ligger i Montreal

Floating Points, Roskilde Festival, Apollo

Fremtiden fandt sted i 70'erne, og det ydre rum ligger i Montreal

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Floating Points var oprindeligt en af de mere interessante figurer på post-dubstep/future garage-scenen (lyt eksempelvis til den ret fremragende ”J&w Beat” fra 2005), men sprang med blandt andet det længe ventede og temmelig roste debutalbum ”Elania” fra sidste år ud i langt mere organiske og jazzede klæder.

 

Det var med udgangspunkt i det album og det 18 minutter lange single-efterspil ”Kuiper”, at Floating Points, som som udgangspunkt er den London-bosatte mancunianer Sam Shepherd, men som denne smukke aften på Apollo havde selskab af en bassist, to guitarister og en trommeslager, sendte os på en trans-neptunsk rejse langt væk fra Jorden. Alligevel var vi i trygge rammer, for musikken pegede samtidig bagud mod svundne tiders jazz og krautrock. Som var Montrealfestivalen i 72 blevet afholdt i Andromedagalaksen.

 

Sam Shepherd spillede ekvilibristisk på sit Fender Rhodes og benyttede sig også af analoge synths, og samspillet med de andre musikere var forbilledligt. Det melodiske overskud var tydeligt, og den til tider ganske dystre og maksimalistiske tilgang til musikken var vellykket, fordi Floating Points spillede fremadlænet, insisterende, smukt og elastisk, og der var en langt større dynamisk spændvidde, end man normalt hører på Apollo, hvor der ofte lidt mere konsekvent jagtes bas-drops. Det klædte den i øvrigt smukke scene med det dejligt stramme lydanlæg at blive gæstet af folk med analoge instrumenter. Og bandet kunne andet og mere end at syre ud i rummet. Abrupte lifts og subtile detaljer afslørede, sammen med trommeslager Tom Skinners dynamiske og samtidig stramt indpiskende trommespil, at man ikke behøver være tilbagelænet for at blive sendt i kredsløb derude bag gasgiganterne.

 

Bag bandet, centralt placeret, var en stor, rund, planetlignende skærm (måske skulle det forestille den stakkels detroniserede dværgplanet Pluto), hvor små laserpartikler ivrigt cirkulerede som små kuiperbælteobjekter lavet af lys. En på alle måder passende illustration af bandets stilmæssige greb, men samtidig også en visuel reminder om det let kitschede ved bandets udtryk. I denne postfuturistiske nutid er fremtidstro og rumraketter nostalgiske tilbageblik, og det var da heller ikke ukendt rum, Floating Points sigtede mod. Nuvel, blandingen af dansemusikkens stramt pulserende troper og den jazzede maksimalisme er måske ikke ligefrem hverdagskost, men de enkelte elementer var der som sådan intet nyt i. Men hvad gør det, når det bliver fremført så kompetent og stærkt, som vi hørte det på langstrakt smukke forløb som ”Argenté” og ”Kuiper” under den blå-røde, sommerlige og lidt mere jordnære himmel over Roskilde?

 

Musikken var gnistrende, men aldrig stikkende, klog, men aldrig fortænkt, futuristisk på en bagudskuende måde og næsten nostalgisk i sin insisteren på håndværksmæssige dyder, og mellem alle disse dualismer spændte musikken sig ud som en skøn science-fiction-fortælling af den slags, hvor man må overvære hele forløbet for til fulde at sætte pris på det, der foregår. Tålmodighed er en dyd, viser det sig, i retro-fremtiden, og de heldige, eller bør man sige fremsynede, som var mødt op foran Apollo, blev sendt ud på en lagt mere behageligt udsyret rumrejse, end den, man får i Roskilde-festivalens opstillede urinalraketter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA