x
Lovende elektronisk duo overbeviste

Smerz, EschoMayhem, Roskilde Festival

Lovende elektronisk duo overbeviste

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg har lidt negligeret den lille elektroniske oase af en scene, der er kommet ovre til venstre for Orange. Lidt synd, for dels er det undergrunden omkring henholdsvis det københavnske plademærke Escho og spillestedet Mayhem på ydre Nørrebro, der regerer her, og dels er det ganske enkelt et kig på morgendagen. Sådan var det også her til aften, da bruset fra et hovednavn ovre ved den store scene var en svag distraktion, fordi dygtige lydmænd som Lars Rex og Per Buhl Arch har været med til at skabe et krydsfelt, der bliver et unikt space.

Derfor var det en fornøjelse at opleve et ret nyt orkester, nemlig en norsk duo, der kun vil kaldes ved deres fornavne, og som endnu ikke er blevet udgivet. Det kan dog ikke vare længe, hvilket Nis fra Escho og bandet Thulebasen da også understregede efter den velbesøgte koncert, hvor gratulanterne trængte sig på foran to benovede piger, der lige havde leveret en virkelig godkendt koncert.

For der var et overblik og en plan med løjerne. Æteriske lydmalerier blev skabt, mens der med præcision blev affyret forskellige beatsekvenser, så resultatet blev et flow af glidende væren. Der var en nærmest poetisk tilgang til deres skaben, og vi stod der i halvmørket og vuggede til en musik, der på sær vis pegede tilbage til bands som Coil eller lignende, et ret lækkert genhør. Uden at det dog var lige det.

Så jeg møder gerne op, hvis Smerz igen spiller og breder deres soniske lydtæppe ud.

 

Sætliste:

Okay

Girl

Thrill

Blessed

1 2 2

Craig

Sure 

Because


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA