x
Når hvert et ord er sandt

Tiken Jah Fakoly, Arena Scene, Roskilde Festival

Når hvert et ord er sandt

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er med forventningens glæde og udpræget stolthed, at jeg har ventet på, at Tiken Jah Fakoly viste sig med vandrestav, kappe og det grå skæg og lod sit tågehorn af en stemme gjalde ud over et dansk publikum.

Jeg er blevet dedikeret fan, og har oplevet ham flere gange, dels på det nationale stadion i Bamako i Mali, hvor han bor og har en guds status, og ude på hans klub i samme by, som er et fantastisk sted. Jeg valfartede sidst dertil i januar i år i forbindelse med en festival, jeg er med til at arrangere i Mali.

Når han spiller i Mali, er det for mange tusinde, der kender alle koderne og er rendyrkede reggaefans. Sådan er det også, når han fylder giganthaller som Zenith i Paris, men på en flad lørdag på Arena med kombinationen af galpende endagesturister med charterturisters manerer og smadrede medlemmer af festivalens storfamilie? Det gik overraskende godt, ligesom han til lejligheden havde oversat en del af sangene fra fransk til engelsk.

Hvem er det så nu lige at Tiken Jah Fakoly er? Født i Elfenbenskysten var hans tekster så stødende for diktaturet, at han kom på en dødsliste. Men nød og næppe flygtede han og endte i det beslægtede Mali, hvor han siden har boet. Tiken Jah Fakoly er rasta, javel, men også troende muslim. Og så er han en mand af stor samvittighed, en frelser for menigmand i Malis slumbyer, hvor hans sange er som manna for sultne sjæle, og hvor han konkret hjælper, hvor han kommer frem. Jeg har set ham ude blandt menigheden og er imponeret af manden.

Musikalsk spiller han roots-reggae med et touch af dub og alskens vestafrikanske inspirationer. Hans vældige stemme bliver sunget på en thrashet måde, som er hans varemærke, men samtidig minder han undertegnede meget om forbilleder som Jamaicas legende, Burning Spear. Når han bevæger sig med de karakteristisk spark, bevæger alle sig. Og for undertegnede var mødet mere og mere som en åbenbaring.

Vi fik en lang række af hans hits. Medrivende lullede han os længere og længere ind, og som det også gik til Neil Young i går endte vi med de hardcore fans, der dansede hæmningsløst og var fanget. Her var de galpende og café latte-segmentet forlængst forsvundet.

Som i Bamako gik Tiken Jah Fakoly ikke af vejen for at spille klassikere, som eksempelvis Junior Marvins Police and Thieves – som også The Clash har dækket – og Bob Marleys Get Up, Stand Up, og det slog mig, at netop fordi Tiken Jahs kamp er en ægte og levet kamp, og ikke bare en bevidstløs gang klichéer, så har han retten, for han lever sit budskab og derfor har det egalitet.

Med festivalens tema om åbne grænser og venligboeres tilgang til din næste var denne kæmpe en eksponent, som synger tingene, som de er og står på de undertryktes side.

Så jeg knyttede næven og sang med, og dansen forløste mig. 

Rejs jer, fordømte her på jorden. Og dans!!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA