x
Black Sabbath: The End

Black Sabbath
The End

Formfuldendt og solid svanesang fra legenderne

GAFFA

Album / BS Productions
Udgivelse D. 25.06.2016
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Der var egentlig tale om, at Black Sabbath ville have lavet en regulær albumopfølger til det fine comeback-udspil, 13. Det blev sidenhen droppet, og i stedet får vi her de sidste af de sange, bandet indspillede til førnævnte udspil, men som altså ikke nåede med på det endelige album. Hvorfor forstår man ikke, men mere om det senere.

Sangene er sammen med gedigne live-versioner af God Is Dead?, Under The Sun, End Of The Beginning, og Age Of Reason udgivet på ep’en The End, der indtil videre kun kan erhverves til bandets koncerter på god gammeldags cd – til alt andet end tilbudspriser, særligt mediet taget i betragtning. Men man er vel fan, og der er heller ikke noget i vejen med at leve af havregryn måneden ud. Særligt ikke, når de fire uudgivne numre her er så fremragende, som tilfældet heldigvis er. De står absolut mål med de sange, der endte på 13, og sine steder overgår de dem endda.

Tony Iommis evner som riff-smed er trods den fremskredne alder og det skrantende helbred ikke blevet ringere med årene, og der ligger rent kvalitetsmæssigt ikke umiddelbart noget til hinder for, at nogle af de fire skæringer lige så vel kunne have været at finde på et af Sabbaths seks første, stilskabende udgivelser.

Det er stenhård, massiv tungrock af den helt gamle skole, som kun disse tre herrer kan begå den sammen – Bill Ward glimrer desværre ved sit fravær, men Brad Wilk gør en absolut habil indsats på de fire studieindspilninger, der er det største trækplaster ved denne udgivelse.

Fire solide sange, hvor både trækkes lyriske tråde tilbage til War Pigs, og som sorte perler på en snor leveres et melodiske og riffmæssige pragtsykker, hvor guitar, distorted bas og vokal går op i en højere enhed. Den akustiske solo stikker ud midt i al dommedagstyngden på Take Me Home, og Isolated Man er med sin smittende fremdrift ikke helt så tung som de tre øvrige skæringer.

De fire live-numre er der ikke så meget andet at sige om, end at de lyder som de skal, og som man kan forvente, og føjer lidt ekstra spilletid til udgivelsen her, som det på det kraftigste kan anbefales at få fingrene i, hvis man er ude for at opleve Black Sabbath på deres sidste tur på landevejen. Det er et værdigt appendix til en enestående karriere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA