x
Vokalt vidunderbarn

Alex Vargas, Musik i Lejet, Skovscenen, Tisvildeleje

Vokalt vidunderbarn

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Musik i Lejet kender heldigvis publikum bedre, end Roskilde gjorde, da Alex Vargas blev booket til den lillebitte Glori-ascene. Derfor var det en fornøjelse at opleve det vokale vidunderbarn på Strandscenen, flankeret af godt med rosé og en smuk solnedgang.

Med partneren Tommy Sheen på guitar og keyboard som eneste bandmedlem er det en stor scene at fylde ud fredag aften i Tisvildeleje. Men det gør Alex Vargas. Med et brag får publikum numre som ”Give Up the Ghost” og tåreperseren ”Solid Ground”. En bundsolid start, der desværre også gør, at koncerten efter de første fire numre bliver en smule kedelig. Måske en mere gennemtænkt sætliste havde hjulpet på det.

Vargas får dog hevet publikums opmærksomhed væk fra Happn-profilen og vinglasset og tilbage til scenen, da et cover af intet mindre end Beyoncés ”Baby Boy” får hele Lejet til at koge – og danse. En udvidet version af hittet ”Shackled Up” er også med til at sætte Alex Vargas på landkortet som Danmarks nye, internationale stjerne.

Med vokal og intensitet i top, men med lidt for mange halvkedelige sekvenser, lander Vargas på fire stjerner for præstationen fredag aften på Musik i Lejet.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA