x
Totaloplevelse med Phlake

Phlake, Trailerpark Festival, Royal Stage

Totaloplevelse med Phlake

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

R&b-duoen Phlake var helt åbenlyst et af festivalens trækplastre. Efter de hidtil 15 koncerter på de to hovedscener – Royal og Soundvenue – var trængslen massiv, da Jonathan Elkær, Mads Bo og deres sidemen i Phlake gik på Royal Stage fredag kl. 21:45. Trængslen var af en karakter, som brandmyndighederne ville have løftet øjenbryn overfor, havde de været til stede.

Men trængslen sagde selvfølgelig noget om publikums forventninger. Især singlerne, ”So Faded” og ”Pregnant” – som konstant bliver spillet på P3 – og historien om en række udsolgte koncerter havde lagt i ovnen til (endnu) et møde mellem Phlake og publikum. Efter alt at dømme blev publikums forventninger indfriet. Alle tilløb til klaustrofobi blev tilsidesat og koncerten stået igennem – trods den intense hede og konstante kropskontakt (som ikke kun var hyggelig).

Phlake leverede selvfølgelig de store hits til UG og agerede i det hele taget, som var scenen deres. Deres sceneoptræden var præget af sindsro, ligevægt og vilje til at bidrage. Derfor, og fordi deres musik bare smyger sig ind i lytternes øregange og sjæle, forblev publikum på stedet, og dermed gik alt op i en højere enhed: de blide hip-hop beats, instrumenteringen i det hele taget, Mads Bos gribende vokal og publikums reaktion.

Phlakes musik og hele sceneoptræden havde et internationalt tilsnit og vidnede om en sund form for professionalisme. Lyden var god, lyset eminent. Oplevelsen total og som sådan til UG.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA