Snakkesalig Søren Huss i Sankt Pauls

Søren Huss, Sankt Pauls Kirke, Aarhus

Snakkesalig Søren Huss i Sankt Pauls

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

I Sankt Pauls kirke i Aarhus sidder mennesker med deres kære og varm kaffe eller vin fra en bar bagerst i skibet. En bar i en kirke. Et særligt fænomen, Søren Huss ikke helt kan slippe. Sådan forholder det sig også med så meget andet, særligt taknemmeligheden og anekdoterne.

Det er en veloplagt Søren Huss, der skal optræde denne første, rigtige efterårsaften i september. Han hilser på publikum, og publikum hilser igen. Herefter starter Søren Huss lige på og hårdt med “Troen og Ingen”, titelnummeret fra Huss' første soloplade, der skildrer hans rejse tilbage til livet efter tabet af sin kæreste i 2007. For dem, der ikke er bekendt med Søren Huss’ tragedie: Saybia-forsangerens kæreste blev dræbt, da en lastbil overså mor og barn på cykel i et højresving. Datteren blev hårdt kvæstet, men kom sig heldigvis helt.

Søren Huss stryger uden komplikationer videre til “Øjeblikket” fra albummet “Oppefra og Ned”, som skildrer livet efter sorgen. Der bliver ikke lagt op til et stort show. I aften er det bare Huss, hans guitar, klaveret og publikum.

Ikke 100 procent på toppen

Aftenens tredje nummer “Som Mejslet I Massiv Granit” efterlader et par sekunders stilhed, inden der gives et velfortjent bifald. Det afbrydes dog af et kortvarigt hosteanfald fra aftenens hovedperson, som fortæller, at han næsten har influenza. Sygdom eller ej, Søren Huss’ stemme skinner alligevel gennem og når ud til publikum, især under nummeret “Du Er”, som indkapsler den svære erkendelse af tab og savn.

At blive forladt lå aldrig i kortene, men det blev Søren Huss, ufrivilligt og under tragiske omstændigheder. “Det svarer vel til at blive skilt i en alder af 40, hvor man er den, der bliver forladt og skal starte forfra”, siger Huss i et opløftende toneleje, der får publikum til at trække på smilebåndet. At glide væk fra sin datter var heller ikke planlagt, men det skete, mens han var i dyb sorg, fortæller Søren Huss og forsætter med anekdoterne om livet som alenefar. Herefter spiller han først nummeret “Svigt”, dernæst “Jeg Finder Vej”.

Langt de fleste af Huss’ anekdoter er værdifulde. Andre er ligegyldige svinkeærinder. Topskat, fløjpolitik, velfærd, socialt ansvar, Nelson Mandela, Blinkende Lygter, muggen røv og noget, som nogen har fortrudt. Det kunne til en anden gang nedtones, for udenomssnakken stjæler – desværre – noget af det fokus, som Søren Huss’ dybsindige sange fortjener.

Rundt om publikum

Men under “Et Hav Af Udstrakte Hænder” demonstrerer Huss dog ikke kun en storartet vokal, men også en storartet taknemlighed over næstekærligheden, som blev vist ham, da verden brød sammen for ni år siden. Så træder han væk fra mikrofonen og taler direkte til publikum. Et ambitiøst projekt, der kræver tålmodighed, men som skaber en særlig form for samhørighed. Han griber sin guitar, synger og går en tur rundt om publikum, der også synger med. Indslaget høster et stående bifald.

Endeligt følger en urpremiere på noget af det nye materiale, som Søren Huss udgiver til sommer. I samme forbindelse er der lidt reklame for næste års koncerter, inden aftenens koncert afsluttes meget passende med “Tak For Dansen”, hvor enkelte publikummer lukker øjnene og gynger med en sidste gang. Et smukt, men sørgmodigt farvel. Tilbage er der kun at sige: Tak for dansen, Søren Huss – kom snart igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA