x
Ulden lydmur i march

The Wands, Posten, Odense

Ulden lydmur i march

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Arkivfoto
 
Posten er overraskende fuld for en onsdag aften. Opvarmningsbandet har lavet fidusen med at aflevere et A4-ark med navne til gæstelisten, og det ses tydeligt – med ordet "efterskole" på ryggen af flere af aftenens gæster. Jeg tæller godt 60 publikum i alt fra starten, hvilket er ganske hæderligt.
 
Keine Fear for Flanger er en flok unge gutter, som spiller stenerrock med psykedeliske effekter. Det gør de sådan set meget fint, og det er tydeligt, at de er i starten af en karriere. Sættet er holdt i et næsten identisk tempo hele vejen igennem. Bassen spilles som underlægning fra et keyboard, så der er masser af plads – måske lige lovlig meget plads – til den surfede guitar. Trommerne lægger en solid, brun bund som skarp kontrast til den voldsomme rumklang på vokalen og de sovsede effekter. 
 
Flere spændende elementer kigger frem hist og her, og der tages gode chancer. Hvis forsangeren brugte lige så meget tid på at tale til publikum, som han brugte på at sætte hår, ville det have lunet gevaldigt.
 
The Wands går hurtigt i gang med at gøre klar og teste instrumenter, og så er koncerten pludselig i gang, uden nogen introduktion. Tricket med at skabe kontakt til publikum er prioriteret lavt i aften.
 
Lyden er endnu mere ulden, støvet og skrattende end opvarmningsbandets, og musikken samtidig sat en smule op i tempo. Det gumpetunge insisterende beat kombineret med den næsten skingre vokal skaber hurtigt sammenligningen "Brett Anderson i front for Black Rebel Motorcykle Club". Igen, masser af sauce au fromage på vokal og guitar.
 
Her får vi så den organiske, selvstændige bas, som kærkomment sætter sit eget præg på melodierne, og det klæder virkelig bandet – når det altså kan høres. Bas og trommer udgør et solidt rytmecenter, som meget tydeligt danner baggrund, mens frontmænd Mads og Christian tager broderparten af opmærksomheden. De har et look, og de har en stil – og stilen er at hamre budskabet igennem, indtil vores molekyler er omarrangeret og parat til at modtage. Den mur af lyd, vi bliver udsat for i aften, er ikke for folk med pacemaker.
 
Et hul i lydbilledet
Det betydningfulde og charmerende keyboard, som sætter sit præg på talrige af bandets studieoptagelser, er ikke til stede på scenen i aften. De plusser, det ville have givet, er væk. Hvad end årsagen er, så er fraværet noget af en mangel og en skuffelse i forhold til det, man som publikum med en vis rimelighed kunne forvente.
 
She's Electric sker noget pudsigt: Trommeslageren ændrer flere gange tempoet undervejs, og resten af bandet falder pænt ind, som om det var aftalt – men temposkiftet er også en afvigelse fra studieudgaven. Hvorfor disse afvigelser? Er bandet ved at ændre stil? 
 
En del af efterskoleeleverne er daffet i løbet af sceneskiftet, og før sættet er nået halvvejs er yderligere 10-15 stykker enten smuttet eller gået til permanent rygepause. Folk hygger sig dog helt klart oppe foran. Selv længes jeg efter et hvil fra den alt-omfattende rumklang, især på vokalen, eller måske bare efter noget mere variation i kompositionerne. En mundharmonika forsøger ind imellem at dække hullet efter keyboardet, og det er meget fint – men når ikke i mål.
 
Variation over et tema
Der er mange måder at gribe psykedelisk rock an på, og efter tre-fire numre har vi hørt størstedelen af The Wands' bidrag til genren i den nuværende konstellation. Manglen på keyboard er sgu noget af en skuffelse. Endelig, på sidste nummer, skruer bandet op for vildskaben og klinger ud, præcis en time efter første tone blev slået an. De klappes ind igen, jammer i yderligere syv-otte buldrende minutter, og smutter ud næsten lige så stilfærdigt, som de satte i gang.
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA