Vemodig og vederkvægende vellyd

Helgi Jonsson, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Vemodig og vederkvægende vellyd

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Kvindelige musikere, der har en mere kendt mand, må ofte finde sig i at blive nævnt som en slags vedhæng til gemalen: Diana Krall er eksempelvis Elvis Costellos kone, Laurie Anderson er Lou Reeds enke, Beyoncé er – okay, stillingen står vel 1-1 mellem hende og Jay-Z. Det modsatte findes dog også, i ligestillingens navn: Den islandske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Helgi Jonsson er i hvert fald herhjemme nok stadig mest kendt som Tina Dickows mand, som han også har to børn med – snart tre, som det tydeligt fremgår denne aften.

Jonsson er dog også meget mere end det og har efterhånden fået en solid fanbase i Danmark, ikke mindst takket være sit mangeårige samarbejde med netop Tina Dickow. Han har varmet op for hende og har indspillet og turneret med hende siden 2008, og for tiden er han på Europaturné, herunder en udsolgt Danmarksturné, med helt samme band, som Tina Dickow har turneret med siden 2014, nemlig guitarist, bassist og keyboardspillet Dennis Ahlgren (i øvrigt også fast samarbejdspartner med Dickow i hele dennes karriere) og trommeslager og korsanger Marianne Lewandowski – og så med Dickow som guitarist, bassist og korsanger og sig selv på skiftevis flygel, guitar, banjo og leadvokal.

Meget apropos bliver den korte opvarmning leveret af Tina Dickow, der spiller to numre på akustisk guitar, et helt nyt, fint nummer med titlen ”Hands” samt ”You Don’t Step Into Love”, inden resten af bandet efter en ganske kort pause kommer ind på scenen, og Helgi Jonsson sætter sig bag flygelet og lægger ud med ”This Solicitude” fra den nyligt udsendte ep ”Vængjatak” (sangen findes i øvrigt i en anden version på 2008-albummet ”For the Rest of My Childhood”). Som de øvrige sange på ep’en en smuk, afdæmpet, melankolsk og klaverorienteret sang med Jonssons meget lyse og rene stemme skinnende som et nordlys i den islandske nat, og med nænsomt kor fra Dickow og Lewandowski og diskret elektroniske klange fra Dennis Ahlgren.

Stemningen fortsætter med ”Falconer”, hvor Jonsson i slutningen af sangen giver en flot trombonesolo – en instrument, han har spillet på siden barndommen – men hvor den rene idyl dog får modspil af lidt pumpende bas fra Dickow. Kant er der også i ”Run Wild” i form af den lille, gentagne banjofigur og en skarp kommentar om det nyligt afholdte islandske valg, hvor det Panama-papir-skandaliserede regeringsparti mod manges forventninger fik endnu flere stemmer, end de allerede havde. Det meste af aftenen er der dog dømt vemodig velllyd med fornem leadvokal fra Jonsson, flotte korpassager fra Dickow og Lewandowski – nogle gange tæt op ad Jonsson, andre gange i flerstemmige harmonier – længselsfulde flygelakkorder, sprødt klimprende akustisk guitar, tilbageholdte trommer og himmelstræbende elektriske guitartoner, sidstnævnte fra Dennis Ahlgren.

 

Opera og tordenvejr

”Trouble Is”, der er skrevet til et teaterstykke i Berlin, skiller sig ud med en passage, hvor Jonsson kaster sig ud i noget, der ligner operasang. Imponerende, at der kan komme så meget stemme ud af en så spinkel krop – ikke mindst fordi Jonsson for få måneder siden gennemgik en hjerteoperation, der måtte udskyde de oprindeligt planlagte koncerter.

Undervejs får vi ”Walls” fra Tina Dickows ep-trilogi fra 2008, ”A Beginning, A Detour, An Open Ending”, ifølge Dickow den første sang, de to indspillede sammen. De tos sangskrivningsunivers ligger umiddelbart ikke så langt fra hinanden, men alvoren og melankolien er dog (endnu) tydeligere hos Jonsson, hvis sange også til tider er helt tyste, andre gang munder ud i dramatiske, støjende klimakser. Begge dele gælder eksempelvis ”Lonely Birds”, der begynder som en finregn, men slutter som et tordenvejr og bliver et af koncertens højdepunkter. Et nummer, hvis drama i øvrigt giver visse mindelser om Jonssons landsmænd Sigur Rós, som han både har indspillet og turneret med.

”Aurora”, en hyldest til føromtalte islandsk nordlys, er ifølge Jonsson skrevet i Brabrand hos hans danske svigerfamilie, som er til stede denne aften, og er en anden stjernestund, og i det hele taget er der ikke meget at udsætte på aftenens koncert. Efter endnu nogle rolige øjeblikke, blandt andre ”Dry Run” med Jonsson og hans akustiske guitar alene på scenen, slutter bandet i det mere energiske hjørne med de forholdsvis groovy ”Badwater” og ”Dimma”, sidstnævnte med en lang, støjende guitarsolo fra Dennis Ahlgren.

Det bliver dog også til tre ekstranumre, blandt andre ”Someone You Love”, skrevet sammen med Tina Dickow og også indspillet på dennes seneste album, ”Whispers”. Sangen fungerer mindst lige så godt med Jonsson på leadvokal, og efter det lavmælte punktum, ”Vængjatak” (”vingeslag”), er det bare at sige ja tak for en dejlig aften.

Inden da har Jonsson fortalt, at ifølge ubekræftede rygter spekulerer visse islandske rejsearrangører i at lokke turister til at se Islands sagnomspundne nordlys, som faktisk er et relativt sjældent fænomen i Island – hvorfor rejsearrangørerne snyder ved at projicere lys fra nærliggende drivhuse op på himlen. De burde hyre Helgi Jonsson som maskot i stedet – han er en fremragende reklame for sit hjemland og dets vilde og kontrastrige natur, der så smukt bliver afspejlet i hans sange.

 

Sætliste:

This Solicitude 

Falconer 

Run Wild

Soft Targets

Trouble Is 

Walls

Lonely Birds

Hundred Miles

Careful People

Dry Run

Aurora

Badwater 

Dimma 

Ekstra:

Digging Up A Tree

Someone You Love

Vængjatak

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA