x
Fuldt skrald

Garbage, Posten, Odense

Fuldt skrald

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Posten er godt fyldt op. På den store scene er lyset violet, men på den lille scene er det rødt, og en spinkel trio er ved at gøre klar. De er danske og hedder The Bowdashes, og de spiller grødrock. Værsgo.
 
Guitaren er fra den Mørkebrune Skole Af De Hellige 2 Akkorder, og vokalerne lyder nærmest som Grace Jones, hvilket er meget behageligt. Trommerne befinder sig et sted i baggrunden, hvor de pænt holder sammen på alting, når guitaren skifter et halvt gear op eller ned undervejs. Med 300 likes i ryggen er det ret pænt at få lov at varme op for Garbage. Bowdashes skuffer ikke, men undgår også at imponere.
 
Supertæven
Engang i august/september 1995 havde jeg en udvekslingselev fra Skotland boende hos mine forældre. Den første aften hev fyren en lyserød cd frem og bad mig sætte den på. Det var mit første møde med Garbage. Jeg troede vitterligt, at der var noget i vejen med min cd-afspiller, fordi der er det underlige hul i Supervixen. 
 
I aften åbner Garbage med samme nummer, og publikum ryger i vejret. Melodien aktiverer hele salens indre 18-årige fan. Desværre – for der er et desværre – bliver det samtidig klart, at både leadguitar og vokalen er skruet godt ned. Det er rigtig nok Supervixen, vi hører, men det lyder sgu lidt som en coverudgave. 
 
Butch? No Butch?
Garbage har en karismatisk frontperson, og så Kaptajn Anonym Guitarist 1 og 2 på højre og venstre side (Duke Erikson og Steve Marker). Den ene med hat, den anden uden. Og så har de Butch Vig, den succesfulde producer med Nevermind i ryggen. Men hvor er Butch?
 
Det viser sig, at stakkels 61-årige Butch er blevet syg i sine sinusser (Shirley sagde ikke hvilke sinusser) og derfor ikke kunne komme. Vi fik først beskeden ret sent i koncerten, efter at erstatningen har siddet og gemt sig en times tid i skyggerne. "Han er en pussy!" siger Shirley Manson med sin sædvanlige diplomatiske facon. Hun rundede i øvrigt 50 i sommer og skaber sig stadig vidunderligt med sin sædvanlige trodsige facon.
 
Til gengæld får vi lidt stjernedrys fra Eric Avery fra Janes Addiction på bas. Ja sgu. Han står godt tilbage i skyggen, lige ved siden af den skygge, som også dækker erstatningstrommeslageren.
 
Her kommer Stupid Girl. Folk splatter helt ud. Igen er lead-guitaren under angreb fra alle sider. Du ved, You Stupid Girl, Eeeeeeh, siger guitaren – men det sidste er lavt og drukner i grynet støj.
 
Ham dæmonen i USA
Det er amerikansk valgaften, og medierne har i ugevis flydt over med negative historier om ham psykopaten Bush, jeg mener Trump. Man skulle tro, at valget var her i Danmark. Manson takker, fordi vi er mødt op på denne historiske dato, som påvirker hele kloden. Hun leverer en passende lille tale om, at vi skal være forsigtige med fordømmelse og den slags ekskluderende adfærd. Det samme budskab, som nu er pensum i enhver børnehave. 
 
Kort efter skruer hun dog op for aggroen og skriger FUCK TRUMP ind i mikrofonen. Bare hvis nogen skulle være i tvivl. Okay Shirley – og så kommer en lidt længere tale, som er lidt kedeligere.
 
Herefter bevæger Garbage sig ud i en række mindre kendte numre fra de mindre fængende album. Publikum klapper, men jublen er klart aftagende. Efter en mindre ørkenvandring sætter Special fra toeren skibet tilbage på rette kurs, og følges klogeligt af #1 Crush fra Romeo & Juliet (1996)-soundtracket. 
 
Tak Roskilde!
i 2008 spillede Garbage på den store danske festival, men Manson havde næsten mistet stemmen og blev overvældet, da folk sang med. Hun takker de blandt publikum, som var til stede dengang og reddede hendes booty. Det var meget sødt, Shirley. Stor jubel og en tåre fra publikum = 3 point.
 
Cherry Lips fra treeren Beautiful Garbage og Only Happy When It Rains tager kegler ryg til ryg, men bliver også de sidste numre, hvor hele salen er med. Vi slutter med Push It, og bandet forlader scenen, men vender straks tilbage. Vi får hele tre numre til dessert: To er fra dette års album Strange Little Birds, og det sidste er fra femmeren Not Your Kind of People. Publikum er lidt skuldertrækkende. Det kunne have været skønt med et enkelt godt, gammelt hit til sidst – ligesom en sukkerknald i godnatkaffen. Valget fald i stedet på nye numre, som bare gled af.
 
Mansons styrke ligger mere i attituden og teksterne end i hendes sangstemme. Det kan forklare, hvorfor vokalen var skruet ned. Men Garbage er et meget studie-produceret band, som er kendt for de mange detaljer og tunede guitarer. Det samme producerede band kørte i venstre side af mixerpulten i aften.
 
Sætliste:
 
Supervixen
Paranoid
Stupid Girl
Automatic Systematic Habit
Blood for Poppies
The Trick Is To Keep Breathing
Sex Is Not The Enemy
Blackout
Magnetized
Special
#1 Crush
Doomed
Why Do You Love Me
Night Drive Loneliness
Bleed Like Me
Cherry Lips
VOW
Only Happy When It Rains
Push It
---------
Sometimes
Empty
Beloved Freak

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA