x
Kraftanstrengelse fra Cry Baby-stjerne uden stemme

Melanie Martinez, Store Vega, København

Kraftanstrengelse fra Cry Baby-stjerne uden stemme

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

New York-baserede Martinez var kun 17 år gammel, da hun i 2012 brød igennem i talentshowet The Voice. Det skete med hendes fortolkning af Britney Spears-hittet "Toxic". Halvandet år senere udsendte hun sin debut-ep, "Dollhouse". Hun fulgte ep'en op med en velsælgende turné i USA, og i efteråret var hun klar med sit debutalbum, "Cry Baby".

Den nu 21-årige Martinez stod på scenen i et udsolgt Store Vega tirsdag aften efter to år i en tourbus, to uger til hun kan komme hjem og slappe af, og et helt smadret stemmebånd. Det var således noget af en kraftanstrengelse for den unge kvinde at gennemføre aftenens koncert.

Gennemførte, det gjorde hun dog: Kl. 21.55 kravler Melanie Martinez’ alter ego, Cry Baby, ud af en overdimensioneret barneseng med ditto uro hængende over. Gulvet er belagt med kunstgræs, og store legeklodser staver ”CRY BABY” på scenen. I baggrunden står Martinez’ band iklædt Donnie Darko-lignende kaninhuer. Meget gennemført univers, hendes mange (kvindelige teenage)fans får præsenteret.

 

Smadret stemme

Allerede efter første strofe af sangen ”Cry Baby” kan man høre, det står grelt til med Melanie Martinez’ stemme. På plade har hun ganske vist momenter af hæshed i sin vokal, men ikke i denne grad – enhver stemmetræner havde nok forbudt hende at gå på scenen for ikke at smadre stemmebåndet, for det er tydeligt at høre, hvordan hun presser igennem for at få lyd ud af sin mund. Det forstærker dog på en måde det lidt Lana del Rey-agtige udtryk i Martinez’ stemme.

Efter et ”sorry guys, I’m really sick, but don’t feel sorry for me, just help me out a bit”, får publikum ”Dollhouse”-singlen, der startede Melanie Martinez’ karriere. Her spænder åndedrætsbesværet ben for sangerinden, hvilket overskygger den ellers interessante skæring. Martinez’ outfit består af en todelt, lyseblå ”pyjamas” med en broderet bamse og et ”fuck you” på trusserne, gennemsigtig kimono og hvide strømpesokker. Uh, hvor burde hun have haft et par varme sutsko på, skøre pigebarn.

Den ellers festoplagte ”Sippy Cup” cementerer, at Melanie Martinez ikke er i stødet. Og det mærkes på publikum, der ud over den hårde kerne forrest og et par enkelte superfans på balkonen ikke er helt oppe at ringe, trods de fede beats i sangen.

”Carousel” blev brugt som introsang til FX’s ”American Horror Story”, og har et virkelig sprødt lydspor. Jeg kan dog ikke lade være med at stå og tænke på, at hele Cry Baby-universet godt kunne have trukket en tand mere dysfunktionel mørke – der er sikkert en eller anden pladeselskabsmand, der har kommercialiseret Martinez en smule, og det er en skam. For hvis hun gik linen helt ud og fjernede det lidt nuttede udtryk og en smule af den overproducerede lyd, ville hendes musik være så meget mere interessant.

 

Højdepunktet

”Alphabet Boy” og ørehængeren ”Soap” er ikke noget specielt at skrive hjem om. ”Training Wheels” er en personlig favorit på ”Cry Baby”-pladen, og bliver fulgt op af ”Pity Party”, der sampler Lesley Gores ”It’s My Party And I Cry If I Want To”. Begge sange starter ud med at falde totalt igennem, da Melanie Martinez’ stemme slet ikke kan bære dem. Her tænker man, at hun faktisk burde have ladet publikum og backtracking klare skærene for hende. Hun formår dog at vende sin ru stemme til sin fordel, da hun synger igennem og ender i helt hjerteskærende fortolkninger af de to popsange. Hun er en tough cookie, hende Martinez, der ikke lader lidt kvaler med helbredet stå i vejen. Det er der ikke meget ”Cry Baby” over.

”Teddy Bear”, ”Tag, You’re It” og ”Milk and Cookies” er alle fortællingen om, hvordan Cry Baby bliver kidnappet af den store stygge ulv. Under alle tre sange keder jeg mig lidt, trods momenter af løssluppenhed i sidste del af ”Tag You’re It”. Også ”Pacify Her”, ”Mrs. Potato Head” og ”Mad Hatter” formår ikke at løfte stemningen efter aftenens højdepunkt med ”Training Wheels” og ”Pity Party”. Allerede efter 55 minutter slutter koncerten, og de unge piger, der har siddet ude i regnen siden kl. 11 om formiddagen, kan endelig tage hjem og sove i deres senge.

Melanie Martinez har skabt en interessant verden med sin Cry Baby-persona og er ikke helt dum til det lyriske. Hendes stemme kan også noget, og hendes viljestyrke til at gennemføre koncerten i Store Vega trods en gennemsmadret stemme, må man tage hatten af for. Men hun var for syg og uoplagt, og stemmen var der bare ikke, med undtagelse af ”Training Wheels” og ”Pity Party”. Med 55 minutters kraftanstrengelse burde Martinez nok være blevet i barnesengen tirsdag aften.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA