Hun skød først

Hun Solo med Eivør, Hannah Schneider, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Penny Police og Nana Jacobi, Posten, Odense (turnéstart)

Hun skød først

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

For godt et halvt år siden optrådte en konstellation af blandt andre Ida Gard, Ida Wenøe og LEW rundt på forskellige danske spillesteder. Dengang var som nu et ihærdigt forsøg på at vise præcis, hvor gode de danske musikalske hunner kan være trods en skævvridning af repræsentation i miljøet. Konceptet om kvinder alene på scenen opstod i mødet mellem Kirstine Stubbe Teglbjerg, Nana Jacobi og forfatter Anya Mathilde Poulsen, og idéen har mindst lige så mange begrænsninger og bange anelser, som den har enestående muligheder og tilsyneladende sanseligt fængslende overraskelser.

Det var de tre originale iværksætterinder, der igangsatte slaget på denne onsdags kvindernes internationale kampdag. En unødvendig beskrivelse af de fem gange femme fatales musikalske udtryk fyldte for meget i Anya Poulsens korte intro om nødvendigheden i at fremvise flere danske og næsten danske kvinder, som kan stå på egne koncertspillende ben.

Nana Jacobi som aftenens første optrædende indspark lagde hårdt ud med tunge tunge beats fra en moppedreng af et synthesizerklaver. Som en perfekt gengivelse af Robyns nyere heftige dansevenlige udtryk satte Jacobi standarden for Hun Solos kampdag. Iført strømperødt outfit og en kulsort hat tvang hun svære maskinagtige rytmer ud af sin pult samt flere oktaver ud af sin vellydende stemme. Et siddende og mundlamt publikums skygger flakkede i skæret fra stearinlys.

Hver af de fem taklede solokonceptet i stiv arm og uden at forfalde til den umiddelbare akustiske løsning. Det vil sige alle med undtagelse af Eivør, som nok brugte sine pedaler til lidt af hvert, men lod sin naturkraft af en nordisk røst sige det meste. Den færøske vokalekvilibrist plejer ikke at være bleg for at forholde sig til Leonard Cohens bagkatalog, og coveret af Famous Blue Raincoat fandt sig godt tilrette i Eivørs ellers beskedne snit af to en halv time. Hun var heller ikke kommet for at lefle eller for at levere et oplagt sæt med akustiske versioner af streamingtjenesternes mest populære af hendes sange. Dog var det lidt pudsigt at lade Eivør lukke koncerten med en så væsentligt anderledes tilgang at spille solo.

For Hannah Schneider, der spillede lige før Eivør, var den underholdende og inddragende løsning på soloudfordringen at sætte loop-pedalen i overarbejde. Sange som Dreaming Kind og For the Trees blev elegant medrivende gennem opbygningens gennemsigtighed. Ærgerligt var det, at Schneider, som var mest afhængig af den tekniske opsætning med to pulte og to mikrofoner til sample og sang, skulle rammes af en løs forbindelse et sted i kabelsalaten.

Koncertbidden med Penny Police var langt den mest konventionelle. Opsætningen med keyboard og Marie Fjeldsteds behagelige sang gjorde alligevel I Do Care til et af højdepunkterne for Hun Solo-showet den aften. Det var en anelse tiltrængt med noget ligefremt godnatsangs-pop. Som Penny indtog hun også rollen som den stærkt følende musiker, der knap nok kunne fortælle om sin kærlighed, sin bekymring, sin taknemmelighed, før munden flød over i drømmende sang. Maries sæt var dog ikke varieret så meget som de andre hunsolisters overraskende adspredte bidder, og derfor virkede delen med de små følelsesladede ballader og popmelodier lidt længere end de andre.

Kirstine Stubbe Teglbjærgs fremtræden og optræden den onsdag aften på Posten i Odense vil sent forlade denne anmelders indre tapet. Med en udødelig stoisk ro forberedte Kirstine guitar og pedaler, og kontrasten stod malet i rummet, da hendes karakteristiske skrøbelige stemme hilste ud mod et afventende publikum. En livagtig, støjende og forunderlig guitarintro lod sig forvandle til et mesterværk af en live-opførsel af Drømmenes Lyd. For en stund var hun Gordon, Knowles, Joplin og Patti i mageløs forening, mens musik og trolddom flød sammen. Teglbjærg havde stolt og effektivt sin guitar enten i fast greb eller på ryggen som en anden Jeanne d’Arc, der svinger sit tveæggede sværd.

Hun Solo er intet mindre end et fabelagtigt brand, der nyder tårnhøje standarder på samme tid som en pinlig indsigt i åbenlyst overset talent. Selvfølgelig var der publikum i krogene, som savnede den helt konventionelle solokoncert med en kvinde og hendes instrument. Men det, man kunne overvære på Posten, lod til at være genialt sammensat af særlige talenter med evne for knapper ud over play-knappen og med evner udi andre instrumenter end klaveret og den akustiske guitar. Hun Solo fortjener alle de lysår, der ligger bag ved og foran projektet, og det kan kun blive spændende at se, hvilke andre hunner blandt for eksempel Chinah, Irah, Off Bloom eller Noréll, der kommer til at optræde under diamanten.                

 

Hun Solo fortsætter til:

Den 9. marts: Musikkens Hus, Aalborg 

Den 10. marts: Fermaten, Herning

Den 11. marts: Kulturhuset Kappelborg, Skagen

Den 16. marts: Slagelse Musikhus, Slagelse

Den 18. marts: Musikhuset, Aarhus

Den 19. marts: DR Koncerthuset, København

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA