Når verdensklasse er intentionen

Sort Sol, Portalen, Greve

Når verdensklasse er intentionen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Man kniber sig i armen. Foran en står et rockorkester, der mere end noget andet har været en konstant faktor, siden Fandens oldemor var dreng. I disse androgyne Bisse-tider kan udmeldingen ikke chokere, og det var faktisk forsanger Steen Jørgensens egen betegnelse, da han skulle præsentere sig selv. Men når det er sagt, er det godt nok en oldekolle med skærsild og hele pibetøjet.

Dette sjældne orkester, som tilbage i startfirserne og fremefter var pejlemærket for mange af os jævnaldrende i København, der valfartede til hver en koncert på scener som Saltlageret og Ungdomshuset, fordi det var et frygtløst band, der evnede at sprænge grænser gang på gang. Det er dog intet sammenlignet med her til aften, hvor hvad der tyder på et nyt album på et sindssygt ambitiøst niveau blev præsenteret. Vel at mærke fyldt med den shamanistiske tranceenergi, som vi tidligere oplevede på numre som Tatlin Tower, men som fra i dag synes at være normen.

Ny mand i bandet er i øvrigt den amerikanske keyboardspiller og lydtroldmand, Timm Mason, der har lavet glimrende ting i eget regi og med bandet Midday Veil, og også spiller den baritonguitar, som også var i livebandet tidligere, da Manoj Ramdas blev supleret af makkeren i The Good, The Bad, Adam Olsson. Dertil kommer bassisten Anders "AC" Christensen, som også har været med Sort Sol-trioen længe.

Og at synthesizerne havde gjort deres indtog i samklang med Lars Top-Galias imponerende arsenal af lydeffekter, som han stort set kontrollerede til perfektion, var en velkommen ting, for vi fik nye kompositioner, der rejste sig med en kraft uden lige. Velskrevede kompositioner, der trodsede det forventede og ofte gjorde, at Steen Jørgensen ville træde lidt tilbage og lade musikken bruse. Eller arbejde sig ind i infernalske energier, hvor Manoj Ramdas, til lejligheden udstyret med sin gamle Fender Telecaster fra dagene med The Raveonettes, og Lars Top-Galia på vanlige Gibson Explorer-spader ville mødes på midten og spille op mod og med hinanden. Begge sindssygt veloplagte.

Koncerten startede med to nye sange, The Weightless og Nocturnal Creature, som jeg lige skal høre nogle gange, før de sætter sig helt på plads. Så var det tid til Next Century, og det var tydeligt, at det indvarslede århundrede i den sang skal bruges til at kysse stjernerne. Steen Jørgensen med herlig pondus og værdighed, sættende trumf på en strofe, når det behøvedes og holdende sig tilbage, når musikkens inferno skulle brænde. Kiss The Streets var som altid en stor sang, men som alt, hvad bandet rørte ved på denne aften, med en ekstra gang nerve, mens Jørgensens overlegne diktion faldt perfekt med maximalt drama til følge.

Tomas Ortved spillede gennem hele koncerten med en garvet jazzhajs sans for at ramme lilletrommen lige det mikrosekund for sent. Sammen med AC udgør han en rytmegruppe, der er del af hele forudsætningen for, at det virkede så godt. Og det var blot første koncert på turen. Det her bliver en koncertrække, vi vil huske i mange år.

Vi fik en lækkerbidsken i form af den dansksprogede Stor, Langsom Stjerne, som foldede en sonisk rejse med en supernova ud og i lighed med den klassiske version af C. V. Jørgensen-sangen Indian Summer viste, hvor meget det klæder Steen Jørgensen at synge på modersmålet. Mere af det i fremtiden, ven!

Andre ting fra en koncert, der blev stedse mere veloplagt og intens, var versionen af Shaheeba Bay, hvor vi fik et nyt og stærkt besættende arrangement, som det, der plejede at være forspillet til guitarsoloens fest nu var blevet selve rejsen, en trancetur hvor rytmen markant skiftede og fremmanede klaustrofobiske billeder, inden sangen fik lov til at crashe. Stort og modigt.

Det hele sluttede med Tatlin Tower, og forinden crowdpleaseren Let Your Fingers Do The Walking, men det var endnu en gang Tatlin Tower's arkitektoniske mareridtstur ind i tranceinfernoet, der spiddede os som sommerfugle i en samling, mens vi villigt flaksede i takt med Fandens Oldemor og dennes disciple.

En stor koncert, der dog havde sine indkøringsproblemer. Men klart viste et klassisk band foretage en genfødsel og sætte fra fra et himmelhøjt niveau, der lugter af verdensklasse. Glæd jer derude til forårets og sommerens seancer med en grænseløs sol, der nægter at gå ned.

 

Sætliste:

The Weightless

Nocturnal Creature

Next Century

Who's Afraid Of Virginia Woolf

Kiss The Streets

Erlkönig

Like A Trance Like

Popcorn

Dog Star Man

Stor, Langsom Stjerne

A Stroke Of Midnight

Siggimund Blue

A Knife For The Ladies

Shaheeba Bay

Ekstra:

K-141 Kursk

Let Your Fingers Do The Walking

Tatlin Tower

 

Musikere:

Steen Jørgensen - vokal

Lars Top-Galia - guitar, effekter & keys

Tomas Ortved - trommer

Manoj Ramdas - guitar, keys

Anders "AC" Christensen - bas, keys

Timm Mason - keys, electronics, bariton gitar

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA