Bjonko: Army of Believers

Bjonko
Army of Believers

Medrivende miks af Balkanbeat, rock, pop og hip-hop

GAFFA

Album / Gateway
Udgivelse D. 05.05.2017
Anmeldt af
Ivan Rod

Bjonko er Danmarks – måske Nordens – bedste komponist, arrangør og musiker indenfor balkanbeat og den form for crossover, der forbinder den traditionelle Balkanmusik med den moderne vestlige rock, pop og hiphop. Og dén position befæster han i dén grad med sit nye album, Army of Believers. Herpå giver han den – vanen tro – fuld hammer i orientalske ridt som Nonchalant (med Illusionisten som rapper) og Sljivo & Røg (med Jooks som rapper), men han giver også på albummet prøver på mere traditionelt makedonsk-klingende ballader i numre som Duality og Bjonko i Hijazz. Og ret skal være ret: på forunderlig vis, hænger lortet sammen. Måske takket være hans gennemgående råstyrke og inderlighed, maskulinitet og åbenlyse glæde ved det rå og uraffinerede. Bjonko bringer endnu engang en omgang medrivende musik til torvs, musik man ikke kan forblive uberørt af. Musik, som man bliver rørt af, og som man fysisk må blive en del af på dansegulvet. Netop dét er en stor styrke ved Bjonkos musik: den er ekstremt energisk og inviterer til deltagelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA