Nyhed

TØNDER FESTIVAL 2023: De første navne er klar

Ni internationale og danske navne er til august klar til at indtage det sønderjyske

Vanen tro stod den forløbne sommer i det sønderjyske i folkemusikkens tegn, da årets udgave af Tønder Festival løb af stablen.

Det var en vellykket festival, hvor kunstnere som blandt andre Tami Neilson, Madrugada og Lars Lilholt leverede musikalsk underholdning, som man kunne nyde under en skyfri himmel - ligesom festivalen bød på en hyldestkoncert til Povl Dissing, som døde kort før festivalen.

Nu er arrangørerne bag Tønder Festival så klar til at løfte sløret for de første navne fra næste års program - et foreløbigt lineup, som byder på alt fra canadiske til britiske kunstnere.

Nærmere betegnet er de første ni kunstnere på programmet Adyn Townes (CAN), Jeremy Dutcher (CAN), The Unthanks (ENG), Buffalo Nichols (USA), Lawrence Maxwell (CAN), Israel Nash (USA), The Local Honeys (USA), Bjonko (DK) og The Tarantino Twist Show (DK).

LÆS OGSÅ: Countrystjernen Tami Neilson talte dunder mod patriarkatet til GAFFA Artist Talk på Tønder Festival

”Årets Tønder Festival var en stor succes, og man skulle være lavet af sten for ikke at mærke den gensynsglæde og appetit på musikken, der strømmede gennem hele festivalpladsen. Nu kan man godt begynde at glæde sig til næste år, hvor de første navne er sat på programmet.” Sådan skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Festivalen finder sted den 24.-27. august 2023. Ud over musik vil festivalen også byde på boder, madsteder og barer. Bag scenen er lydteknikere, hjælpere og en hær af frivillige med til at fuldende oplevelsen.

LÆS OGSÅ: Se GAFFAs Artist Talk på Tønder Festival med åbenhjertig Lars Lilholt
ANNONCE