x
Blå mandag for de midaldrende

Peter Hook and The Light, Train, Aarhus

Blå mandag for de midaldrende

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto grundet fotorestriktioner

Peter Hook har en fortid som bassist i hele to banebrydende grupper, nemlig post-punkerne Joy Divisions og disses efterfølgere, elektrorockerne New Order. Siden New Orders opløsning i 2007 har han med bandet The Light med sig selv som sanger og delvis bassist turneret med Joy Division- og New Order-sange – til stort mishag hos hans tidligere bandkolleger, der siden har gendannet New Order uden Hook. For tiden rejser Hook rundt med materiale fra de to ”Substance”-album med Joy Division og New Order – opsamlinger med, for Joy Divisions vedkommende, single-b-sider, ep-numre og singler, der ikke er med på album og, for New Orders vedkommende, maxisingler udgivet i perioden 1981-1987. Lørdag aften rammer touren et halvt fyldt Train i Aarhus efter at have besøgt DR Koncerthuset dagen før. 

Peter Hook & The Light, der består af fire musikere på bas, guitar, keyboard og trommer, lægger dog ud med en sang, der ikke er på nogle af de to ”Substance”-plader, nemlig ”Dreams Never End”, der åbner New Orders debutalbum, ”Movement” fra 1981. Peter Hook spiller selv bas, men ganske som i resten af sættet nøjes han med at gøre det, når han ikke synger – så spiller sønnen Jack Bates basgangen, som han i øvrigt stort set hele tiden gør, så nogle gange er der to enslydende basgange oven i hinanden. Hooks bas er dog mikset længst frem i lydbilledet, og hans melodiske basspil har altid spillet en fremtrædende rolle i både Joy Division og især New Order, så det giver god mening – og Hook kan åbenbart ikke synge og spille bas samtidig. I hans tilfælde kan mænd tilsyneladende ikke multitaske. 

Er Hook stadig en virtuos bassist, er hans evner som sanger begrænsede. Nu har New Orders sanger Bernard Sumner heller aldrig været den store vokalist, men Hooks register er endnu mere sparsomt, og når han presser stemmen, kommer den ofte til at fremstå brølende. Om det er derfor, vokalen er mikset ret lavt i lydbilledet, skal jeg ikke kunne sige, men det er den, og det trækker ned blandt de ellers velspillende musikere.

 

Lange versioner

Hook & Co. fortsætter med New Orders debutsingle, ”Procession” og deres tredje single, ”Cries & Whispers”, inden de spiller hele New Orders ”Substance”-dobbeltalbum fra start til slut. Da sangene her ligger i kronologisk rækkefølge, betyder det, at vi bliver præsenteret for New Orders musikalske udvikling i de unge år. De første sange er meget post-punkede i direkte forlængelse af Joy Division, men omkring kæmpehittet ”Blue Monday” fra 1983 – verdens mest solgte maxisingle – bliver de mere elektroniske, og det ses ved, at trommeslager Paul Kehoe inden denne sang forlader scenen og lader en trommemaskine gøre arbejdet i de næste tre numre, inden han kommer tilbage i slutningen af ”The Perfect Kiss” og flere gange resten af sættet spiller sammen med en trommemaskine.

”Blue Monday”, der grundet kronologien kommer ret tidligt i sættet, er ikke overraskende et højdepunkt, men generelt er der god gang i det overvejende mandlige publikum, der for langt de fleste vedkommende havde deres første ungdom inden Berlinmurens fald, og hvor adskillige ikke overraskende bærer T-shirts med det ikoniske cover på Joy Division-debutalbummet ”Unknown Pleasures”. Sjovt nok er Train på mandag i øvrigt vært for et blå mandag-arrangement, det er jo den tid på året. Stemningen er også høj under ”Thieves Like Us” med den fængende keyboardintro, og hvor mange synger med på omkvædslinjen ”It’s called love / and it belongs to us”. Som på ”Substance”-albummet får vi sangene i forlængede versioner med lange introer, mellemspil og outroer, hvor Hook har god tid til at brillere på bassen i samspil med sin søn Jack Bates og guitarist David Potts, der får plads til spredte melodilinjer og ellers spiller meget tight rytmeguitar.

I ”Confusion” og senere ”The Perfect Kiss” falder samme Potts – der har en fortid i Peter Hooks kortvarige bands Revenge og Monaco – ind som duetpartner, og han synger faktisk bedre end Hook, med en lysere og renere stemme. Måske skulle han overtage rollen som leadvokalist, ligesom han var det i Monaco?

I ”True Faith”, der ellers er en af New Orders allersmukkeste sange og afslutter ”Substance” (på vinyl i hvert fald), har Hooks vokal meget svært ved at gennemtrænge lydbilledet, og man under den en pause, som den også får, da bandet kortvarigt forlader scenen efter b-siden ”1963”, som kommer som en slags bonussang efter ”Substance”. På dette tidspunkt har koncerten også varet i knap halvanden time.

 

Brølende unge år

Efter ti minutter er bandet tilbage og spiller nu rent Joy Division-materiale. Først ”No Love Lost” fra bandets første ep ”An Ideal for Livng” fra 1978, dernæst ”Novelty”, b-siden til singlen ”Transmission”, ”From Safety to Where” fra Factory Records-opsamlingen ”Earcom 2”, singlen ”Komakino” og ”These Days”, b-siden til singlen ”Love Will Tear Us Apart”, inden vi så får hele ”Substance”-albummet fra start til slut. Keyboardet fylder noget mindre her end på New Order-sangene, bortset fra på den trommemaskinedrevne ”She’s Lost Control”, og Peter Hooks vokal er generelt mere brølende, som forsøger han at imitere Ian Curtis’ vrængende udtryk. Det lykkes dog ikke helt, og han rammer heller ikke den mere sårbare og melankolske Curtis på den ellers skønne ”Atmosphere”, som af den ellers noget fåmælte Hook tilegnes samme Curtis, der tog sit eget liv for næsten præcis 37 år siden, 18. maj 1980, 23 år gammel.

Ganske som på ”Substance”-albummet – på vinyl – slutter klassikeren ”Love Will Tear Us Apart” sættet af, og der er fællessang i hele salen. Vi får ingen ekstranumre, men efter to en halv times koncert kan vi heller ikke bede om meget mere. De gamle fans har formodentlig fået valuta for pengene, og bortset fra den lidt spinkle leadvokal er der ikke meget at udsætte på aftenens koncert, hvor alle de gamle sange har bevaret deres slagkraft. Det kunne dog være spændende at høre nyt materiale fra Peter Hook, der tidligere har beskyldt sine gamle New Order-kolleger ”for bare at spille greatest hits for pengenes skyld”, men det må blive en anden god gang.

 

Sætliste:

Never Order-sange:

Dreams Never End

Procession

Cries & Whispers

Ceremony

Everything’s Gone Green

Temptation

Blue Monday

Confusion

Thieves Like Us

The Perfect Kiss

Subculture

Shellshock

State of the Nation

Bizarre Love Triangle

True Faith

1963

 

Joy Division-sange:

No Love Lost

Novely

From Safety to Where?

Komakiko

These Days

Warsaw

Leaders of Men

Digital

Autosuggestion

Transmission

She’s Lost Control

Incubation

Dead Souls

Atmosphere

Love Will Tear Us Apart

 

Lineup:

Peter Hook: Sang, bas
Jack Bates: Bas
Paul Kehoe: Trommer
Andy Poole: Keyboard
David Potts: Guitar, sang


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA