x
Voodoo til folket

The Prodigy, Northside Festival, Green Stage

Voodoo til folket

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Der er få bands, der kan samle en festival på tværs. Dem, der står forrest til Primus, dem, der synger med under Richard Ashcroft, og dem, der har fundet deres ildkanoner frem til Suspekt, er alle repræsenteret ved The Prodigy. Det var nok de færreste, der havde spået en nær folkelighed, da Liam Howlett, Maxim og Keith Flint i 1992 udgav debutalbummet, Experience. Men siden genkomsten og udgivelsen af Invaders Must Die i 2009 har The Prodigy vist, at big beat og rave endnu ikke er dødt, selvom det ellers er en musikstil, man mest forbinder med 90’ernes forladte varehuse i den britiske provins.

Den grønlige scene på NorthSide er blevet forvandlet til en maskine af et lydsystem, hvorpå der er smækket lige så mange spots, som der er musikalsk elektronik, der skal bruges til at få publikum i gang under ”Everybody’s In The Place” fra albummet Experience. Det er allerede retrospektivt fra første strofe, og som Maxim nonchalant bevæger sig ind på scenen iklædt pelshætte og i selskab med musikbranchens nok mest intense hype man, Keith Flint, er der ild under eksplosionen.

The Prodigy er kommet for at smadre publikum, måske på grund af fremmødet ved Thomas Helmig, måske på grund af mudderet, eller måske bare, fordi de vil overbevise os om, at 90’ernes rave-scene stadig holder i dag. Det er eksplosivt, og i længere perioder af gangen føles Ådalen som Orange Scene på Roskilde Festival i 2010 (red.). Der fortsættes med ”Breathe” fra The Fat Of The Land, og sikke et tidspunkt at smide det nummer, og selvom detaljerne drukner en smule i drum & bass, befinder publikum sig i en stigende ekstase, imens Maxim aggressivt befaler en voksende mosh-pit, der desværre går lidt henover hovedet på publikum i festivalpladsens forreste pits.

Selvom sættet i lige så høj grad er udgjort af numre fra de senere udgivelser Invaders Must Die og The Day Is My Enemy, føles det alligevel lidt som et sæt fyldt med hits, hvilket nok også kan forklares ud fra, at ”Firestarter” fra The Fat Of The Land smides inden halvvejs i sættet. Keith Flint slanger sig rundt på scenen og ligner en cirkusklovn på ecstasy – præcis ligesom han gjorde det på MTV i 1997. Det er desuden også et af de eneste tidspunkter, hvor Flint virkelig får lov til at komme ud over scenekanten på helt egne vilkår, eftersom han for det meste agerer hype man for Maxim, der på scenen fungerer som den sande frontmand for The Prodigy.

Under ”Voodoo People” formår The Prodigy at vende den ellers til tider lidt for basprægede lyd til sin fordel, hvor de musikalske detaljer kommer til deres ret, og under ”Run With The Wolves” fra The Day Is My Enemy brager trommer igennem publikums kroppe. Der trædes et skridt tilbage i tiden under ”Poison” fra Music For The Jilted Generation, der udgør et af sættets stilistiske højdepunkter og viser en udgave af The Prodigy fra dengang, hvor de stadig var ved at finde sit helt klare lydudtryk. Hastigheden falder, uden at det går ud over koncertens intensitet, og da Maxim og Keith Flint befaler publikum at sætte sig ned under ”Smack My Bitch Up” fra The Fat Of The Land, mødes The Prodigy med sine danske disciple i en ekstatisk aggressionsrus.

The Prodigy formår at vise en anden side af NorthSide. Det er den side, vi på storskærmene får at vide, at vi ikke må bevæge os over på. Den side, hvor kaos hersker, og som sætter sikkerhedsfolket på overarbejde. Det sammenfattes igennem hele sættet, og kulminerer under ”No Good (Start The Dance)” fra Music For The Jilted Generation, der får de sidste blandt publikum med ind i ekstasen, inden Liam Howlett afslutningsvis skruer op for ”Take Me To The Hospital” fra Invaders Must Die.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA