Stærkt skuffende østafrikansk sejtrækker

Alsarah & The Nubatones, Roskilde Festival, Avalon

Stærkt skuffende østafrikansk sejtrækker

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var med en vis spænding, at jeg havde set frem til Alsarah & The Nubatones. Dels havde jeg set en showcase med bandet til messen Visa For Music i Rabat i Marokko i november 2015, og dels har jeg anmeldt deres sidste album i Gaffa og fandt fem stjerner frem. De kunne altså kun skuffe, og det gjorde de så eklatant, at jeg sjældent har set mage.

Født i Sudans hovedstad, Khartoum, er Alsarah vokset op i New York siden sit 12. år. Alligevel er det med diasporaens længsel, at hun har lavet sit band, som forsøger at skabe et ekko af 1970'ernes filmmusik, der både peger i retning af Cairo, Nubien og Yemen, altså i det østlige Afrika omkring Nilen med en tur over Det Røde Hav. Hun er en hybrid ikke ulig Natacha Atlas, men her holder sammenligningen altså også op, for Atlas og hendes venner på scenen omkring Nation Records og Transglobal Underground var revolutionerende i deres nytænkning, ligesom de hyldede den velspillede musik og ofte inkorporerede ægte mestre, hvilket skabte værker, som blev efterlignet af ledende ægyptiske kunstnere. Sådan kommer det ikke til at gå for Alsarah.

Musikken blev jabbat igennem, hvor klassikere på stribe blev skamredet. Alsarah havde en af de dage, hvor hun forbavsende ofte ville synge falsk, ligesom hendes søster på kor nok skal overveje et karriereskift. Mange kunne lide oud-spilleren, og det glæder, for han spillede habilt, og det kan måske forlede nogle til at opsøge rigtige mestre, og høre en oud, der ikke er udstyret med en elektrisk forstærkning, der totalt fjernede det pragtfulde instruments berømte og fulde klang. Tillad mig at anbefale mestre som irakiske Mounir Bachir, ægyptiske Muhammed Abdel Wahab eller syriske Farid El Atrache.

Men som sagt fik vi en række tarvelige versioner af gamle hits, og dertil havde Alsarah tillagt sig den frygtelige vane at fortælle lange historier. Det kan man gøre, når succesen er hjemme, og ikke når man er i gang med et så kedeligt sæt foran et publikum, der for de flestes vedkommende aldrig har hørt en før. Og vi fik alle de vanlige tricks: den lange solo på darbouka, de små vuggende ture ud af den svagt orientalske vej, perfekt tilpasset et let duvende svaj uden at spilde fadøllen, men ikke for alvor med kant. Ligesom vi til sidst fik syng-med-seancen, hvor man for alvor spejdede mod udgangen.

Det var en stærkt skuffende seance på en festival, der også præsenterer det mauritanske mareridt Groupe Doueh. Her har jeg dog meldt fra, så I slipper for min mening om det valg.

Men den gode nyhed er, at herfra kan det kun blive bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA