En storm i et glas vand

Tinashe, Roskilde Festival, Arena

En storm i et glas vand

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Arkivfoto.

Der var ikke sparet på andet end musikken, da Tinashe blussede op under festen og samtlige popstjerne-klichéer, der kan opdrives. Kun akkompagneret af en trommeslager og et stædigt backtrack fik sangerinden danset sig igennem eftermiddagen. Det var ikke den store musikoplevelse, men blev i stedet et komisk nostalgitrip tilbage til halvfemser-æstetikken.

Tinashe slog aldrig for alvor igennem med sin vokal, men havde alligevel korte stunder, hvor fraseringerne fik lov at strømme ud mellem sprækkerne af det ligegyldige backtrack-tyranni. Det var heldigt, for det gjorde, at hun ikke sygnede helt hen under musikkens tarvelige klangflader. Hun fik samtidig en stor hjælpende hånd af sin trommeslager, der tæskede løs på skindene og som virkelig fik lov at brillere.

Under hele koncerten piblede fire dansere tilfældigt frem fra ingenting og rystede deres kroppe, som forsøgte de at forbrænde fedtindholdet fra samtlige madboder på pladsen. Det var underholdende nok, men blev også hurtigt meget trivielt og forudsigeligt. Sangerinden selv lov sig hurtigt flankere af sine dansere og fremstod derfor ikke hele tiden som den frontfigur, hele scenariet ellers lagde op til.

Højdepunktet blev Snakehips-nummeret “All My Friends”, der har sangerinden og Chance The Rapper på gæstevokal. Med teksten skrevet på visuals bag sig udviklede det sig hurtigt til en omfattende karaoke-session, hvor hele publikum skrålede med af deres lungers fulde kraft. “All my friends are wasted” var tydeligvis en tekst, som de fleste kunne relatere til. Den opløftede stemning smittede derfor også af på “Watch Me Work”, der blev spillet bagefter. Til gengæld fik hun hurtigt manet festen til jorden med balladen “Bated Breath”, der druknede hendes vokal i øredøvende bas.

Imellem numrene talte hun flirtende til de fremmødte, og efter en hurtigt måling på gæsternes civilstatus begav hun sig ud i sange om singlelivets pludselige trang til selskab på nummeret “Company” og den altopslugende følelse, man får, når man endelig finder kærligheden på “Superlove”. Tinashe forsøgte alt, hvad hun kunne, men havde musikken som anden prioritet, og det resulterede i en trættende koncert, hvor klichéerne efterhånden blev kvalmende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA