x
Naivt og nærværende

Mac DeMarco, Den Grå Hal, København

Naivt og nærværende

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Det er en helt rigtig følelse at stå på i Den Grå Hal på Christiania, imens aftensolen langsomt daler ned bag byens tage. Fra scenen flyder den guitarlyd, der har fået betegnelsen slacker, grundet den netop slentrende effekt, som strengene giver, når de rammes af de solbetonede rytmer. På scenen, bag guitaren, står Mac DeMarco, kun 27 år gammel og allerede opfattet som en af musikstilens mest innovative hoveder. For mig er Mac DeMarco min jævnaldrende, og alene det gør oplevelsen til noget særligt. Noget af det er faktisk lidt deprimerende, da han i sin unge alder stensikkert har oplevet langt mere end mig, men så er der den anden del, der er mere personlig, nærværende og med en anelse ærefrygt. Det er trods alt til at identificere sig med, oven i købet på en facon, som det er med intet andet. Den lyd, som Mac DeMarco skaber med sin guitar, identificerer sig med sit publikum, hvad enten det er de naive synths eller de drømmende guitareffekter. Det er musik uden bekymring, og det er en af de mange grunde til, at der i aften er udsolgt.

Psykedelisk inderlighed og kulsort humor

I Den Grå Hal er der en stemning, der lægger sig meget op ad at være på Roskilde Festival. Varmen flyder igennem rummet, støvet på hallens gulv er så småt ved at rejse sig, og henover publikums hoveder ligger der en tyk sky af cannabisrøg. Den tykke duft sætter sig i næseborene. Stemningen blandt publikum er festlig og umiddelbar, og energien på scenen påvirkes tydeligt deraf. Mac DeMarco bruger meget tid på at fortælle, hvordan rejsen til København har været. Mest af alt virker det som tom snak, og på skrift lyder det endnu mere som den vanlige tromle, publikum ryger igennem, når et nyt band gæster landet. Men hos Mac DeMarco er der en inderlighed og en spontanitet, der sætter sig fast i musikken.

Faktisk virker musikken ofte som at stå i anden række, når flasken med whisky går på runde blandt musikerne. Musikken er indpakningen, hvor den sorte humor udspringer, hvad enten det er ”On The Level” fra This Old Dog eller ”Salad Days” fra albummet af samme navn, der bruges til at sætte showet i gang. Men samtidig er det som om, at musikkens tilbagelænede lyd går godt i spænd med de komiske indslag. Tankerne flyder over på følelsen af at køre på longboard i solskin. Ned ad bakke, imens solstrålerne skyder igennem trækronerne. Det er en romantisk tanke, men musikkens drømmende effekt gør den realistisk. Det er netop sådan, Mac DeMarco lyder, imens de psykedeliske guitareffekter flyder af sted fra scenen.

I want my fucking money back

Det, der foregår på scenen er ikke helt tilfældigt, men alligevel heller ikke planlagt. Faktisk er det langtfra, og under store dele af koncerten er det næsten som at være til privatfest, hvor den type, vi alle kender, gør sig selv til midtpunktet. Blandt publikum står en fyr iklædt en Shrek-maske, og det fanger hurtigt Mac DeMarcos opmærksomhed. Det skal senere vise sig, hvordan Shrek vil udgøre en stor del af koncertens omdrejningspunkt. Den karismatiske frontfigur fortæller historier, hvor den ene er mere meningsløs end den anden, ligesom Mac DeMarco råber ”I want my fucking money back” til tonerne af Vanessa Carlton og ”A Thousand Miles”. Mac DeMarco er tydeligvis ikke mødt op for at vise sin guitarkundskaber, men alligevel er der ingen tvivl om, at han besidder den slags.

Selvom sættet naturligvis mest er udgjort af egne numre, er det underligt nok under Tequila-sangen og en hyldest til The Champs, at talentet rigtigt kommer til udtryk. Lydbilledet udstrækkes og det medbragte band bevæger sig ud i psykedeliske lydflader, imens Mac DeMarco joker med publikum. Der er intet konventionelt over aftenens koncert, og selvom det hele af og til går i tomgang, er det alligevel svært at forestille sig det anderledes.

Nostalgisk, naivt og nærværende

Jeg er mødt op med en nysgerrighed om den hype, som Mac DeMarco efterhånden har opbygget. Hypen ligger tydeligvis ikke i det musikalske niveau, der ellers intet fejler. For selvom det musikalske niveau ligger højt, og de lyriske finurligheder er skarpe, er det charmen, der har det med at vinde. Imens flasken med whisky går på runde, tager det ene cover det andet. De er alle virkelig ligegyldige, og slet ikke ligesom da Soundgarden spillede Led Zeppelin, eller når Pearl Jam spiller The Who. Det er den slags hits, alle påstår at hade, men alligevel kan synge med på. Og Mac DeMarco trækker det ud på et plan, hvor det er tåkrummende åndssvagt, men formidlet som aldrig før. Alt det, der foregår på scenen og blandt publikum, befinder sig langt fra den traditionelle rockkoncert, og da Mac DeMarco senere crowdsufer, bliver det bare endnu mere underligt.

Der nasses smøger fra publikum, trommeslageren balancerer henover publikum ned til den bageste bar og henter en øl, og en pige blandt publikum trækkes på scenen for at synge lidt The Red Hot Chili Peppers for os. Det, der foregår er så tilbagelænet og løssluppent, at koncerten har bevæget sig over i en fest, der er ved at gå ud af kontrol. Mac DeMarco nyder tydeligvis at stå på en scene, og endnu mere at være i København. Det hele er som en gymnasiefest, hvor ingen har noget at miste, og det gør det på mange måder aftenen både nostalgisk, naiv og enormt nærværende. Igennem to og en halv time tager Mac DeMarco publikum igennem sit bagkatalog. Men det er ikke den slags, der bider sig fast.

Det er derimod når bandet for femte gang vender tilbage til Tequila-sangen, når Mac DeMarco synger ”I want my fucking money back”, eller når han lover at stikke forbi den lokale bodega efter koncerten. Det er ikke en af de aftener, hvor man bliver fan. I hvert fald er det ikke af musikken, men Mac DeMarco besidder en karisma, der er umulig at undgå. I al ligegyldigheden finder han mening. I sine knock-knock-jokes, i sin slackede tilgang til sangskrivning og i sit nærvær med publikum. Det er det, hypen handler om. Det er det, ungdommen handler om.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA